Insekt-elite på nørdtræf i Ebeltoft
26-06-2020Nationalpark Mols Bjerge har inviteret nogle af landets førende eksperter i insekter og smådyr på hitjagt i Ebeltoft – og man kan følge i hælene på dem

De fleste forbinder ikke byer med særlig og sjælden natur, men mere med ordnede bede, altankasser og potter med blomster.
I nationalparkhovedstaden Ebeltoft er der dog helt og aldeles unik natur. Derfor har Nationalpark Mols Bjerge sammen med Syddjurs Kommune her skabt Danmarks mest ambitiøse bynaturprojekt med særlige og sjældne arter, nemlig projektet BiodiverCity.
Nu kommer nørderne så til byen.
Foran Ebeltoft Filmhøjskole byder Kim Lykke Jensen, formand for Syddjurs Kommunes udvalg for natur, teknik og miljø, lørdag 4. juli kl. 13 således velkommen til tolv af landets førende eksperter i insekter og smådyr – og blæser til tre dages hitjagt i byens biodiversitet, der starter med halvanden times offentlig tur i hælene på nørderne.
Samtidig indvier Kim Lykke Jensen en ny biodiversitetshjemmeside, der hedder ebeltoftnatur.dk, og som giver lokale borgere og gæster i byen mulighed for at følge med i udviklingen i biodiversiteten, helt ned til egen matrikel.
Markfirben og vortebider
I denne weekend først i juli kan man møde spraglede sommerfugle som bredpander, randøjer, køllesværmere og ildfugle, som tanker nektar på blomster som slangehoved, oksetunge, kællingetand og blåhat.
Selvom naturen ikke sådan lader sig styre til at stille sig til skue på et bestemt sted og tidspunkt, forventer Jens Reddersen, biolog i Nationalparken, at der vil være spændende hits på den offentlige tur.
”Vi går på hitjagt og håber, at vi kan finde og se måske det fredede markfirben, vortebider-græshoppen og blåhat-jordbi, der er en såkaldt skinnebenssamler, der kan være helt lilla alene af blåhat-pollen på dens ben. Vi har jo de bedste eksperter med os, så mon ikke der dukker arter op, der både er et hit for nørderne, og også er en stor oplevelse for alle andre, der er nysgerrige” siger han.
Med net til at indfange insekter og smådyr går man i fællesskab ud på jagt efter nogle af de særlige og truede arter, som i BiodiverCity-projektet og takket være private og offentlige lodsejere har fået flere og bedre levesteder i byen.
Nørderne er eksperter i hver deres område som for eksempel vilde bier, edderkopper og snyltehvepse, sommerfugle og biller og meget mere. Efter den fælles tur tilbringer de resten af deres weekend på at finde flere arter – og Nationalparken forventer, at her dukker nye og sjældne arter op, som vi hidtil ikke har fundet eller har overset. Sådanne fund vil være med til at bekræfte den høje naturkvalitet i Ebeltofts vilde bynatur.
Er en biodiversitetsby
Den natur, mange kender og elsker fra Mols Bjerge, findes og beskyttes faktisk langt ind i Ebeltoft By, som også har mager sandjord, tørt solrigt klima og kuperet terræn.
Her samarbejder Nationalpark Mols Bjerge og Syddjurs Kommune med en lang række private lodsejere, både virksomheder og personer, om at skabe et 13 km langt blomstrende bånd gennem byen.
Lodsejerne er Kvadrat, Salling Group Academy Bøgehøj, Holmriis El, Skomø, Schjerning Farver, Djurs BO Ebeltoft, Andelsboligforeningen Færgevejen 57, Øer Maritime Ferieby, Martin Petersen, DCU Mols Camping, Klaus Ankjær Sørensen, Grundejerforeningen Svarthøjene, Grundejerforeningen Skelhøje Bakker og Syddjurs Kommune