Stærkt erhvervsnetværk i nationalparkparken har vokseværk

20-03-2019

Nu bakker hele 81 virksomheder op om nationalparken i et frugtbart erhvervssamarbejde

Nationalpark Mols Bjerge samarbejder med områdets lokale virksomheder i et erhvervsnetværk, der nu vokser med 21 nye virksomheder.

Det betyder, at netværket nu tæller 81 virksomheder, der arbejder tæt sammen med nationalparken om at sikre nationalparkværtsskab i særklasse.

Det glæder Nicole Wolter, der til daglig arbejder med erhvervsudvikling i nationalparken.

”Det er super dejligt, at vi er så mange, der samarbejder om at løfte vores alle sammens nationalpark. Vi oplever virksomheder, der selv finder frem til os, fordi de har hørt om netværket fra andre. Det bekræfter os i, at vi som nationalparkpark har en vigtig rolle i udvikling af området,” siger Nicole Wolter.

Vi vil samarbejde

Alle 81 virksomheder har deltaget i Nationalparkens Serviceuddannelse.

Her har de over tre arbejdsdage lært en masse nyt om istidslandskabet, naturen og den lokale kulturhistorie, hinanden og nationalparken.

Det betyder, at flere og flere mennesker og lokale virksomheder er blevet endnu bedre end før til at fortælle gæsterne i nationalparken, hvordan istidslandskabet er skabt, hvad nationalparken er, hvor de kan købe en ridetur, eller hvad de kan opleve i fugletårnet ved Stubbe Sø.

Men samarbejdet går begge veje.

”I sekretariatet for parken bliver vi også klogere, for vi er ikke eksperter på f.eks. campingpladser. Vi er eksperter på nationalparken. Derfor skal campingpladserne spille ind med deres viden, så vi kan udvikle oven på det – og så er det jo super godt, at der er fire lokale campingpladser med i samarbejdet,” siger Nicole Wolter.

Har uddannet seks hold

Alle de certificerede virksomheder mødes i netværket tre gange om året.

Et af møderne ligger lige før højsæsonen. Det skal tjene det formål at klæde alle godt på til højsæsonen.

På årets andre møder arbejder netværket med forskellige temaer.

Og det gavner både dem og området som nationalpark, mener Nicole Wolter.

”Virksomhederne er nysgerrige på hinanden, og de laver forretning og henviser kunder til hinanden på kryds og tværs. Vi arbejder knaldhårdt på at skabe kvalitet. For pokker, hvor giver det god mening,” siger Nicole Wolter.