Tilbud: Få herskabelige oplevelser i slot og lade

12-06-2019

Alle interesserede kan i den kommende tid opleve et eventyrligt jagtslot og en historisk lade i Nationalpark Mols Bjerge

Jagtslottet på Kalø, der ligger i Nationalpark Mols Bjerges vestlige hjørne, er en arkitektonisk perle. Samtidig rummer slottet en dramatisk beretning om en tysk families venlige tilstedeværelse på egnen med en voldsom afslutning.

I nærheden af Jagtslottet ligger Besøgscenter Karlsladen, der også er et besøg værd. Her, under højen loft og omgivet af en udstilling om blandt andet Kalø, står man i en knap 300 år gammel totalfredet lade.

I løbet af sommeren og efteråret tilbyder Nationalpark Mols Bjerge fjorten guidede rundvisninger, der kommer omkring begge seværdigheder.

Det er nationalparkens frivillige, der står for rundvisningerne.

Køre i laden

De guidede ture starter ved Besøgscenter Karlsladen ved Kalø Gods.

Det historiske gods blev opført i 1717 som ladegård under Kalø Slot, og ti år senere blev den store Karlsladen bygget.

Det er en såkaldt agerumslade, hvor folkene kunne køre ind i den ene ende, læsse af og køre videre og ud i den anden ende.  

I dag er Karlsladen besøgscenter med gratis adgang året rundt kl. 9 – 21.

Man kan her blandt andet sætte sig ind i nogle af områdets natur- og kulturoplevelser, specielt oldtiden, Kaløs historie og jagten ved Kalø.

Berømt arkitekt bygger

Den tyske familien Jenisch købte Kalø Gods i 1824, og rejste hertil fra Holsten i sommerferier eller med jagtselskaber om efteråret.

Det fortælles, at Karlsladen er opkaldt efter Karl, der var godsets forkarl og derefter bestyrer. Senere blev han også chauffør for familien Jenisch.

I 1898-99 byggede Jenisch-familien det smukke Jagtslot, der ligger tæt på godset og med udsigt ud over landskabet.

Slottet er tegnet af den kendte danske arkitekt Hack Kampmann, og maleren og dekoratøren Karl Hansen Reistrup står for udsmykningen.

Han har smykket det med motiver blandt andet fra den nordiske mytologi og en næsten tro kopi af den smukke natur lige uden for vinduerne.

Slot blev konfiskeret

Efter Anden Verdenskrig måtte familien give afkald på slottet, idet tysk ejendom blev konfiskeret af den danske stat som krigsskadeerstatning.

Også i Tyskland mistede familien sine jorder under krigen og stod tilbage med kun en lille del af sin hidtidige formue.

Jagtslottet er i dag hjemsted for Nationalpark Mols Bjerges sekretariat.