Nationalparken klæder Ebeltofts vægtere på

14-11-2019

Vægtergang i Ebeltoft er en gammel tradition – nu i nye klæder

Ann Bjerg har syet de nye uniformer.

De sortklædte vægterne i Ebeltoft er en tradition, der er med til at levendegøre kulturmiljøet i den gamle søkøbstad.

Lørdag 23. november præsenterer og indvier vægterne i Ebeltoft to nye vægteruniformer, som er indkøbt med støtte fra Nationalpark Mols Bjerge.

Vægterne tager uniformerne i brug, når juletræet tændes på Torvet ved Det Gamle Rådhus.

Levende kulturarv

Vægterne i deres mørke dragter og med deres dybe sang sætter en særlig stemning i gaderne på sommeraftener og ved årets højtider.

De er en del af den lokale kulturhistorie og en aktiv del af kulturmiljøet. Vægternes gang i Ebeltoft er med til at fortælle historien om et virke og en instans fra tidligere tider.

En vigtig funktion som brandvagt og vægtersangen hver hele time med et timevers om, hvad klokken har slagen.

I Ebeltoft har vægterne været en del af købstadens historie siden 1694 og er en fortælling om vigtige funktioner omkring lov og orden.

Vægtergang som turistattraktion har eksisteret i Ebeltoft siden 1953.

Vægterne er dermed en stærk kulturinstitution i Ebeltoft og en del af byens selvopfattelse.

Mange borgere i byen og tilbagevendende turister vil ikke kunne forestille sig en sommeraften uden vægtergang og -sang i de brolagte gader.

Vægterlauget samarbejder lokalt

Vægterlauget er tro mod de gamle betegnelser og ledes for eksempel af et præsidium.

Lauget har 18 aktive vægtere, som trofast stiller op til vægtergang.

Vægterne går sammen to og to.

Under rundgangen i byen præsenterer de sig og fortæller historien om deres virke og funktion.

Præsidiemedlem Ole Bisp udtaler:

”I vægterlauget er vi utroligt glade for, at Nationalpark Mols Bjerge har givet økonomisk støtte til to nye uniformer. Det var tiltrængt, da de gamle uniformer var meget slidte, og da vi vægtere gerne vil tage os rimelig præsentable ud.”

Ann Bjerg, som er indehaver af Bjerg Design i Boeslum ved Ebeltoft har syet uniformerne, som er dekoreret med Ebeltoft byvåben.

Det er også Ann der vedligeholder og reparerer vægternes garderobe.

Vægterlauget støtter det lokale erhvervsliv og modtager selv støtte.

Købstaden Ebeltoft med sin kulturhistorie er en vigtig del af Nationalpark Mols Bjerge. 

PROGRAM FOR LØRDAG 23. NOVEMBER

Kl. 13.15 Vægterne i de ny uniformer på trappen foran Det Gamle Rådhus – fremvisning og præsentation.

Kl. 13.45 Vægterne går til Trafikhavnen for at hente ”Nissemor og nissefar”. De bliver modtaget af Ebeltofts gamle brandbil og jazzspillende nisser. Optoget går til det nye, store juletræ på græsplænen på havnen (ved Havnevej). Juletræet tændes. Optoget går derefter tilbage til Det Gamle Rådhus hvor Torvets juletræ bliver tændt kl. 15.00 med dans og sang.

Kl. 15.30 Afgang til Fregatten Jylland, hvor julebelysningen op i rigningen på fregatten bliver tændt kl. 15.45.

 

EBELTOFT VÆGTERLAUG

Lauget er stiftet i 1966 på restaurant Mellem Jyder.

Lauget ledes af et præsidium med Oldermand Hans Røigaard for bordenden.

Hans Røigaard har været med til at stifte lauget og har i alle årene været oldermand.

Visit Aarhus, Kyst- og naturturisme (tidl. Destination Djursland) står for driften af vægtergangen bl.a. i forhold til bemandingsplan og koordinering.

Syddjurs Kommune støtter vægtergangen i Ebeltoft med et årligt driftstilskud.