Nationalpark skal have ny chef

06-08-2019

Efter 10 år som sekretariatsleder for Nationalpark Mols Bjerge har Mika Leth Pedersen besluttet at overlade roret til en anden

I Mika Leth Pedersens tiår som leder af Nationalpark Mols bjerge er der sket en bevægelse i holdningen til nationalparken i positiv retning med hele 15 procentpoint. Det er Epinion-undersøgelser, der viser, at borgerne i området i stigende grad har taget nationalparken til sig.

 

Sekretariatsleder Mika Leth Pedersen har netop meddelt Nationalpark Mols Bjerges bestyrelse, at han ønsker at gå på pension til november i år.

Dermed står nationalparkens bestyrelse over for at skulle ansætte en ny chef.

For bestyrelsesformand Jørgen Blach betyder det et farvel til den person, der for ca. to år siden tog imod ham som ny formand.

”Mikas loyalitet og støtte har for mig personligt været en uvurderlig hjælp i min opstart som formand. Ud over det kan jeg kun udtrykke min respekt og beundring for Mikas engagement i den periode, jeg har været formand,” siger Jørgen Blach.

Har været pionér

Mika Leth Pedersen forlader parken efter at have udført et pionérarbejde med at etablere Danmarks blot anden nationalpark.

I Danmark er nationalparker en ny foreteelse, og da Nationalpark Mols Bjerge blev oprettet i 2009, kun to år efter den første danske nationalpark i Thy, var der brug for en rigtig dygtig mand til at sætte skibet i søen.   

De, der kender Mika Leth Pedersen, vil vide, at han befinder sig allerbedst i maskinrummet. Her har han i snart ti år utrætteligt arbejdet med at skabe optimale rammer for bestyrelsen med plangrundlag og drift.

Nu ønsker han så at gå på pension efter at have afleveret bestyrelsens anden seksårige nationalparkplan for 2018-24, i øvrigt rost af Center for Natur- og Nationalparkforskning, Roskilde Universitet.

Er planmand

Mika Leth Pedersen blev ansat som leder for den ny danske nationalpark i starten af 2010. Da kom han fra en stilling som plan- og kulturchef i Syddjurs Kommune.

Hans erhvervskarriere begyndte i midten af 80erne. Han er udannet geograf og har arbejdet med planlægning i flere forskellige jyske kommuner.

Han kom til Djursland omkring år 1990 som planlægger i den tidligere Nørre Djurs Kommune og fra år 2000 som planchef i den tidligere Ebeltoft Kommune frem til kommunesammenlægningen.