Ny app: Trolde invaderer Nationalpark Mols Bjerge

13-12-2018

Med Kalø Slotsruin som historisk kulisse tager Nationalpark Mols Bjerge i en ny app afsæt i sagnverdenen på Kong Menveds tid – og kobler den med lokal flora, fauna og geografi

Florlette elverpiger danser over en skovsø. Gryntende trolde kaster i arrigskab sten efter hinanden. En ildsprudende drage cirkler på himlen over Kalø Slotsruin.

Det er bare lidt af det, man kan opleve til foråret i Hestehave Skov ved Kalø Slotsruin, når Nationalpark Mols Bjerge er klar med deres nye augmented reality-app.

Historien møder ny teknologi

Med Kalø Slotsruin som den historiske kulisse inviterer nationalparken børn og deres voksne med ind i sagnverdenen på Kong Menveds tid.

Samtidig bruger appen den lokale flora, fauna og geografi. 

Augmented reality betyder udvidet eller forstærket virkelighed. 

Ved at filme skuespillere på en greenscreen, vil man efterfølgende gennem mobiltelefonens skærm opleve de forskellige sagnfigurers fysiske tilstedeværelse i Hestehave Skov.

Det er en teknik de fleste børn (og voksne) kender fra det populære Pokemon Go. Teknikken giver mulighed for at tilføje lidt ekstra magi til virkeligheden.

»Jeg har altid tænkt, Kalø er et eventyrligt sted - du kan jo nærmest høre hestene med riddere galoppere forbi. Med Augmented Reality-teknologien har vi nu mulighed for at gøre det usynlige synligt og give vores yngste gæster en sjov og anderledes naturoplevelse« siger Susanne Krogstrup, der er projektleder på appen.

Skattejagt med stof til historier

På samme måde som Pokemon Go, er appen bygget op som en skattejagt.

Børnene skal finde otte forskellige sagnfigurer, der gemmer sig i den sydlige del af Hestehave Skov.

Skattejagten begynder i mødet med to såkaldte puslingebørn, der fortæller, at de og de andre væsner i underverdenen er udrydningstruede, fordi menneskene ikke længere fortæller historier om dem. Magiske væsner dør nemlig, hvis de bliver glemt.

De to puslinger inviterer børnene på en tur i underverdenen, hvis de lover at fortælle om de væsner, de møder undervejs, og dermed hjælper med at sikre deres overlevelse.

Unge og ældre gæster i nationalparken kan dele deres oplevelser på sociale medier i form af historier eller tegninger, og skoler kan bruge appen i undervisningsøjemed.

Er lokalt samarbejde

Appen blevet til i et samarbejde mellem nationalparken, tidligere lærer Hans Peter Stenbæk og kunstner Niels Willum.

Det lokale firma Worth-Keeping producerer og står for teknikken.

Der ud over har Nationalparken fået hjælp af lokale børn, dansere fra Shanghai Akademiet, Rønde Amatørteater, Ebeltoft Folkedanser Forening og lokale folkemusikere til at bringe liv i de underjordiske væsner.

”Det har været en fornøjelse at arbejde sammen med skuespillerne og danserne, der alle er gået til opgaven med stor entusiasme, talent og professionalisme. Det føles godt, at stort set alle deltagende er lokale. På den måde får vi også mulighed for at vise lidt af det, vi kan i Syddjurs,” siger Susanne Krogstrup

Naturens musik

Musikken til appen komponeres af de lokale musikere, Vibe og Niels Ulbrandt, der bl.a. bruger middelalderinstrumentet nøgleharpe samt lyde optaget i naturen – musvågens skrig, egernets advarselslyd, vand, vind etc.

Resultatet bliver ny musik med en helt særlig lokal middelalder lyd, der akkompagnerer de dansende og skuespillerne.

”Vi har prioriteret musik og lydkulisse højt, fordi det har afgørende betydning for stemningen. Vi håber, musikken sammen med de dygtige dansere og skuespillere vil være med til at skabe magiske øjeblikke for både børn og voksne,” slutter Susanne Krogstrup, der samtidig afslører, at der er planer om at afholde mindst én live skovkoncert til foråret.

Fakta

Danske børn er i dag kun halvt så meget i naturen som deres bedsteforældre var, da de var børn. 

Med appen i Hestehave Skoven vil Nationalpark Mols Bjerge gerne bidrage til at bryde den kedelige statistik ved at tilbyde børnefamilier et alternativ til skærmen på børneværelset.

Til udviklingen af den nytænkende app har nationalparken fået omkring 220.000 kr. i støtte af bl.a. Syddjurs Kommune, Rønde Sparekasse og Friluftsrådet.

Støtten er også til udarbejdelse af fysisk undervisningsmateriale, folder og kort, som skal uddybe sammenhængen mellem sagnverden og natur – og dermed formidle lokal natur og kulturhistorie.