Nationalparker sætter præg på Naturmødet i Hirtshals
17-05-2018Danmarks nationalparker vil være et markant indslag, når der 24.-26. maj er Naturmøde i Hirtshals

Ligesom i 2016 og 2017 deltager Nationalpark Thy, Nationalpark Mols Bjerge og Nationalpark Vadehavet med en fælles stand på Naturmødet 24.-26. maj Hirtshals.
Her kan interesserede stifte nærmere bekendtskab med de tre jyske nationalparker, men også få informationer om de to parker på Sjælland, Nationalpark Skjoldungernes Land og den helt nye Nationalpark Kongernes Nordsjælland.
Nationalparkernes stand på Naturmødet er bemandet af medarbejdere, frivillige og formidlere fra hver af de jyske nationalparker,. De vil stå klar til at fortælle om naturen og kulturen i parkerne og om de mange projekter, vi arbejder med.
Desuden er der aktiviteter og oplæg for både børn og voksne.
Hvis lovændring på vej
Danmarks Nationalparker vil også bidrage til debatten på Naturmødet, som er et folkemøde om den danske natur.
Loven om nationalparker er fra 2007. Nu lægger regeringen op til en revision af hele natur- og miljølovgivningen, herunder nationalparkloven.
Det rejser en række spørgsmål som hvorfor, og hvad vil det indebære? Er det overhovedet fornuftigt? Giver det nye muligheder eller betyder det begrænsninger? Og hvis loven skal revideres, hvad kan så med fordel ændres, og hvad bør bevares?
Debat på den store scene
Debatten er allerede i gang, men inden politikerne træffer beslutninger om fremtidens nationalparker, vil de danske nationalparker gerne bidrage til at kvalificere denne debat.
Derfor står nationalparkerne bag et arrangement fredag 25. maj kl. 10-11 på Naturmødets største scene, Thunderdome.
Her bliver debattørerne:
- Maria Reumert Gjerding, præsident Danmarks Naturfredningsforening
- Carsten Bach, miljøordfører for Liberal Alliance
- Christian Rabjerg Madsen, miljøordførerfor Socialdemokratiet
- Professor i det åbne lands planlægning Jørgen Primdahl, Københavns Universitet
- Torben Juul-Olsen, formand for bestyrelsen for Nationalpark Thy
Debatten styres af Mette Walsted Vestergaard, der er journalist og professionel moderator.