Konkurrence: Sigrid Kanstrup har tegnet en alf fra Hestehave Skov

23-10-2018

Seksårige Sigrid Kanstrup har vundet Nationalpark Mols Bjerges konkurrence om, hvem der bor bag de små døre i Hestehave Skov

Er dit barn god til at lede, kan I måske sammen finde de små døre i de krogede træer på Havbakkerne i Hestehav Skov ved Kalø Slotsruin – og hvis I kniber øjnene sammen og bruger fantasien, kan det være, I kan se dem, der bor bag dørene.

Sådan lød det, da Nationalpark Mols Bjerge før efterårsferien udskrev sin konkurrence – og mange familier har i skoleferien været en tur i skoven og uploadet børnetegninger af skønne væsener på nationalparkens facebookside.

I mellemtiden har nationalparkens personale selv fundet ud af, hvem der bor bag dørene – og det er alferne, der er flyttet ind i Hestehave Skov, afslører de.

Hun ligner en guldsmed

Susanne Krogstrup fra nationalparken fortæller:

”Vi så hende kun i et brøkdel af et sekund, for hun er hurtig som en guldsmed, men vi nåede lige at tage et billede af hende. Vi tror, at seksårige Sigrid Kanstrup også har set den lille alf, for hendes tegning ligner virkelig godt.”

Sigrid vinder derfor præmien på fire biografbilletter og lidt mundgodt.

En ekstra dimension

Til foråret lancerer Nationalpark Mols Bjerge en augmented reality-app med titlen: En ekstra dimension i Hestehave Skov.

Gennem appen vil familier kunne opleve sagnfigurer fra Kong Menveds tid optræde på udvalgte steder i skoven.

Nationalparken har bl.a. fået hjælp af lokale børn, dansere fra Shanghai Akademiet, Rønde Amatørteater, Ebeltoft Folkedanser Forening og lokale folkemusikere til at bringe liv i trolde, alfer, ellepiger, puslinge og andre underjordiske væsner.

Derudover deltager også flere af de dyr, man kan være heldig at støde på i skoven. Appens ny-komponerede middelaldermusik bruger lyde optaget i naturen, og musikken er ligeledes lokal.

Praktisk

Hvis man har lyst til at læse om de underjordiske, kan man allerede nu finde både historier og (alternative) fakta her:

Skyggelandet - en bog om væsener

Sagn & historier

I mellemtiden har alferne tryllet deres døre i skoven væk – måske der har været for mange besøgende?