Kom bag om Ebeltoft på guidede aftenture

25-06-2018

Nationalpark Mols Bjerge tilbyder guidede aftenture i Ebeltofts gamle bykerne med fortællinger om huse og mennesker

Den gamle købstad Ebeltoft er kendt viden om som en af Danmarks hyggeligste sommerbyer med toppede brosten, velbesøgte attraktioner, oaser i gader og stræder, attraktive spisesteder og mange forskellige butikker.

Men én ting er at slentre rundt og bare nyde stemningen, noget andet er at komme bag om bygningerne og de enkelte seværdigheder på en hyggelig gåtur med en kyndig guide.

Fire torsdag aftener i løbet af sommeren, 5. juli, 19. juli, 2. august og 16. august kl. 20 til 21.30, inviterer Nationalpark Mols Bjerge med sine frivillige guider på en halvanden times rundtur med start fra Ebeltoft Gamle Rådhus.

Slentre hen ad Adelgade

Nationalparkens Ebeltoft-guider kender byen som få.

De leder deltagerne ad blandt andet Adelgade, Jernbanegade, Nedergade og Overgade og fortæller undervejs byens historie og standser op ved historiske hotspots.

Deltagerne hører om den gamle købmandsgård, om jernbanen, Farvergården, toldkammeret, kirken, det gamle rådhus og om byggeskik. Man ser den gamle borger- og realskole, hvor mange ebeltoftere har haft deres skolegang, og hører om Maltfabrikken, der i øjeblikket er under ombygning og derfor ikke tilgængelig.

Guiderne kan også berette om byens sociale opdeling i det mondæne kvarter og fattigdomskvarteret med fattiggården.

Stockfleth sikrer havn

I historien om Ebeltoft kommer man ikke uden om Johan Christian Wibe Stockfleth. Han blev i 1821 udpeget af kongen til at varetage embedet som byfoged i Ebeltoft og skulle gennem otte år få stor indflydelse på byens udvikling.

Da Ebeltoft under Frederik 6. så ud til at miste sin pondus som købstad, skaffede han penge til at forbedre den dårligt vedligeholdte havn.

Alligevel blev han afskediget i vanære og gik personligt fallit, og den historie hører deltagerne også om.

Ebeltoft hædrer

Ebeltoft-borgerne rejste et fint minde for Stockfleth på kirkegården. Også Tosse Christians gravsted, der ligger tæt på Stockfleths grav, har Ebeltoft-borgere skillinget sammen til.

Tosse Christian var fattiglem, naiv, godmodig og kendt af alle, og da han i 1885 døde som 68-årig var et stort følge med ved hans begravelse. Der blev samlet penge ind til et gravsted – så mange, at der både kunne laves et jerngitter om gravstedet og sættes penge til side til dets fremtidige vedligeholdelse.

På Adelgade kommer byvandringen forbi statuen af Lodvig, der er rejst af Ebeltoft Håndværker- og Borgerforening i forbindelse med byens 700-års jubilæum.

Lodvig havde, ligesom Stockfleth, været på kant med myndighederne, men her gjaldt det en uforholdsmæssig høj straf for usædelighed, som folk i Ebeltoft mente var helt ude af proportioner.

Praktisk

Torsdage 5. juli, 19. juli, 26. juli, 2. august, 9. august og 16. august

Kl. 20 - 21.30

Start ved Ebeltoft Gamle Rådhus i Adelgade

Billet 50 kr., børn 25 kr.