Foredrag om natur: Det store svigt

09-05-2018

Dansk Naturfredningsforening og Rådet i Nationalparkpark Mols Bjerge inviterer til foredrag med forfatter Kjeld Hansen

Naturen er svigtet, mener journalist, foredragsholder og forfatter Kjeld Hansen, der netop har udgivet en bog med den titel om hundrede års naturfredning i Danmark.

På FN’s internationale biodiversitetsdag inviterer DN Syddjurs, DN Norddjurs og Rådet i Nationalpark Mols Bjerge til foredrag og diskussion med samfundsdebattør Kjeld Hansen, der stiller spørgsmålet: Hvordan det gik til, at vores yndige land er endt med en natur, der er blandt de ringeste i Europa?

Alle interesserede kan deltage 22. maj kl. 19-22 på Højskolen på Kalø. Der er gratis adgang.

Skal redde naturen

I hele verden er der voksende fokus på, at planter og dyr i naturen er alvorligt truet af menneskelig aktivitet. Dansk Naturfredningsforening kæmper for at mindske tabet af arter.

”Vi vil gerne bidrage til at få standset tabet af det, der også kaldes biodiversitet. Det er en del af FN’s verdensmål. I år 2000 vedtog man biodiversitetskonventionen, som 196 lande indtil nu har ratificeret. Man valgte også 22. maj som International Biodiversitetsdag for at skabe opmærksomhed på de truede arter, konventionen og hvad der kan gøres for at stoppe tabet af mangfoldighed,” siger Hasse Schneidermann fra Dansk Naturfredningsforening.

Mand med holdning

Derfor ser han frem til, at Kjeld Hansen med udgangspunkt i sin bog om hundrede års naturfredning, svundne drømme og forpassede muligheder, giver sine bud på, hvem der skal redde naturen.

Kim W. Olesen, formand for nationalparkrådet, glæder sig også til at opleve Kjeld Hansen.

”Det er en mand med holdninger, så det bliver uhyre spændende. Det er dejligt, når vi lokalt kan samarbejde om at få en interessant foredragsholder til at komme på besøg,” siger rådsformanden.

Praktisk

Kom og hør Kjeld Hansen på FN’s biodiversitetsdag

Tidspunkt: 22. maj kl. 19 – 22.

Sted: Højskolen på Kalø, Auditoriet, Skovridervej 1, Kalø, 8410 Rønde.

Der er gratis adgang