Nationalparkens Servicenetværk udbyder fem nye nationalparkpakker

07-08-2017

De 47 virksomheder i Nationalparkens Servicenetværk har sammen lavet fem tematiske nationalparkpakker, som skal formidle lokalområdet

Nationalparkens Servicenetværk er på virksomhedsdating. De skriver sig ind til aftaler med det fokus at tale om mulige pakker nu og i fremtiden.

 

Det er blevet lidt lettere at komme på eventyr i Nationalpark Mols Bjerge.

Det gælder, hvad enten man er til gastronomi eller mountainbiking, eller er vild med vandring og lokale fortællinger?

Nu tilbyder virksomhederne i Nationalparkens Servicenetværk nemlig salg af nationalparkpakker.

Pakkerne er blevet til i et samarbejde med Destination Djursland og Nationalparkpark Mols Bjerge, og de kan bookes her

Det er helt nyt i området, at der udbydes nationalparkpakker af de lokale virksomheder.

Nysgerrighed som drivkraft

Samarbejdet mellem de 47 virksomheder i Nationalparkens Servicenetværk bygger på, at forskellighed gør stærk, og at virksomhederne sammen kan skabe et mersalg.

Det er nationalparkpakkerne et eksempel på.

Pakkerne består af mellem to og fire dages færdigpakkede oplevelser som f.eks. besøg på Møllerup Gods, eller hos en moderne bondefamilie, der driver Mols Bjerge Hereford, hvor dyrene laver naturpleje.

Man kan også komme på en fiks og færdig cykeltur med bagagetranport fra sted til sted, eller en vandretur over flere dage med indlagte fortællinger og overraskelser.

Tematiske nationalparkpakker

De fem nye pakker, som virksomhederne har sammensat, er tematiske ture, der hver især appellerer til sit eget publikum.

I nationalparkområdet mere end tredobles antallet af mennesker i turistsæsonen.

Derfor har virksomhederne fokuseret på at udnytte perioden før og efter højsæsonen, hvor der er ledig kapacitet.

Fællesskab gør stærk

Samtidig med at pakke de fem oplevelsespakker har virksomhederne lært mere om pakketering.

Hvorfor er det overhovedet en god ide at lave oplevelsespakker? Hvad skal man overveje, hvis man gerne vil pakketere oplevelser? Og hvilke udfordringer giver det at lave pakker?

Virksomhederne har også lært hinanden endnu bedre at kende gennem virksomhedsdating, og de har modtaget undervisning, bl.a. af eksperten Dorte Kiilerich, Living Concepts, der selv sælger pakkede produkter og har en fortid som direktør i VisitDenmark.

Tror på samarbejde

Nationalparkens Serviceuddannelse er et gratis uddannelsesforløb, hvor både ejere, ledere og frontpersonale lærer om istidslandskabet, naturen, friluftslivet og værtsrollen i en nationalpark.

Selve uddannelsen har en varighed af tre hele dage.

Der er bl.a. en undervisningsdag på Jagtslottet på Kalø, hvor nationalparkens sekretariat i sine egne omgivelser underviser i nationalparker generelt og Nationalpark Mols Bjerge specifikt.

Der er også en undervisningsdag i bus med Natours.dk, der ejes af biolog og naturvejleder John Simoni, og en dag med en underviser udefra, der fortæller om, hvordan man i sin virksomhed kan gå fra betjening til at være vært og skabe særlige oplevelser for sine gæster.

Efter at have gennemført Nationalparkens Serviceuddannelse har alle virksomheder mulighed for at indgå i Nationalparkens Servicenetværk, hvor viden om Nationalparken og hinanden, netværk og arbejde med værtsskab går hånd i hånd.

Nationalpark Mols Bjerge samarbejder med Destination Djursland om at udbyde uddannelsen og drive netværket.

De 5 nationalparkpakker

 

4-DAGES MOUNTAINBIKE-TUR med eksklusive oplevelser for aktive livsnydere og overnatning på tre forskellige hoteller med fantastisk beliggenhed. Det er et unikt tilbud med ruteplan, bookinger og bagagetransport sammensat af Ebeltoft Outdoor.  14.-18. oktober 2017

3-DAGES UDSIGTSTUR med Kaløvig Center, der lover kørsel fra den ene fantastiske udsigt til den næste. Guiden fortæller om alt fra istidsgeologi til borgbyggeri. Man besøger de kendte steder og nogle særlige gemte dejligheder, og så er der lokale smagsoplevelse ved langbordet.  11.-13. maj 2018

2-DAGES KULINARISK CYKELTUR med guidede gastronomiske oplevelser i Mols Bjerge med Karpenhøj Naturcenter. Det foregår på cykel i roligt tempo. Man møder bl.a. lokale fødevareildsjæle, bonden bag naturplejesuccesen Mols Bjerge Hereford, og nyder en kop cowboykaffe. 16.-17. september 2017

3-DAGES SANSEDANS med naturen helt tæt på og nogle af Djurslands ildsjæle, som har specialiseret sig i at bruge naturens spisekammer i deres arbejde. Man bor i Nationalparkens smukke natur et stenkast fra Ebeltoft By hos de nye ejere på Motel Ebeltoft. 29. september til 1. oktober 2017

4-DAGES VANDREFERIE i de unikke istidslandskaber – gennem fredet natur i særklasse. Turen er med overnatning og fuld forplejning på Fuglsøcentret midt i Nationalparken. Vandreguide Elsebeth Sørensen fra ProfilSund indbyder til et “åndehul” i naturen med tid til fordybelse. 13.-17. September 2017

 

Book din oplevelse lige her