Oplev biodiversiteten under Jernhatten
16-08-2016Vandet ud for Jernhatten er spektakulært. Tag med Nationalpark Mols Bjerge på snorkeldyk. En rig oase venter nysgerrige undervandsgæster

Jernhatten er imponerende, det ved vi alle. Stolt rejser den sig i landskabet med sin høje skrænt, enorme udsigt og rige planteliv.
Men det stopper ikke her.
Vandet ud for Jernhatten er nemlig i en klasse for sig. Her venter en fantastisk biodiversitet.
Strøm og vind med samme sind
Ligesom Jernhatten set fra oven er rig på utallige plantearter, så har vinden og strømmen ud for det markante fremspring skabt en lille oase under vandet.
Det kan man kigge nærmere på torsdag 18. august fra kl. 19-21.00, hvor en nationalparkguide fra Nationalpark Mols Bjerge tager snorkeldykkere med ud på tur.
Kampestenen ”Blak”
Righoldigheden af tangplanter og tilhørende dyreliv er en oplevelse for sig, som på denne tur kan nyde gennem dykkermasken.
Turen går også ud forbi kampestenen ”Blak, som blev transporteret af isen under sidste istid.
Kampestenen ligger 150 meter fra land, men snorkeldykket foregår dog på relativt lavt vand, så alle kan være med.
Våddragt og vejrlig
Der er mulighed for at låne dykkerdragt, snorkel, maske og svømmefødder på stedet.
Det kan blive nødvendigt at vælge en anden strand, hvis vejret ikke arter sig, så tilmelding på www.natur-djursland.dk er en forudsætning.
Børn under 15 år skal være ifølge med en voksen.