Årets Ebelfestival får ben at gå på
11-10-2016Nationalpark Mols Bjerge tilbyder i år guidede byvandringer og Ella Bella-ture for børn og deres voksne i søkøbstaden Ebeltoft

Kridt skoene, før du tager til årets Ebelfestival.
Der er nemlig rig mulighed for at komme på vandretur og samtidig lytte, lære og more sig over fortidens og nutidens søkøbstad Ebeltoft.
Nationalpark Mols Bjerge tilbyder til dette års Ebelfestival flere daglige guidede ture, der henvender sig dels til børn og deres voksne, dels til det mere voksne publikum og dels til områdets tyske gæster.
Alle guidede ture begynder fra Nationalparkens stand på Festpladsen, og det er helt gratis at gå med.
Ella Bella fører an
Forældre kan for eksempel tage deres børn i hånden og gå på eventyr rundt i Ebeltoft sammen med femårige Ella Bella, der dog er repræsenteret ved en voksen, der har lovet ikke at tale kedeligt.
Ella Bella er hovedpersonen i den gratis e-bog "Ella Bellas eventyr i Nationalpark Mols Bjerge med Ebeltoft".
I bogen følger man i et tegnet univers Ella Bella og hendes familie, der også består af hendes kloge storebror Otto på 10 år, hendes kaffe-glade mor og hendes far, som altid er klar med kameraet.
For oplevelsessyge voksne
Det ville dog være synd, hvis der ikke også var guidede vandringer for de voksne.
Derfor er der hver dag en byvandring, der dog mandag, onsdag og fredag er med tysktalende guide.
Ebeltoft er charmerende med toppede brosten, bindingsværk og bonderoser, men bizart nok er træge tider årsagen til, at Ebeltoft i dag har sin velbevarede bymidte.
Den gamle søkøbstad sakkede nemlig agterud i kampen om vækst efter år 1870, og den manglende byudvikling blev først et aktiv med turisternes komme i 1930'erne og især i 1960'erne.
I Nationalparkens telt
Ud over de daglige guidede ture har Nationalpark Mols Bjerge traditionen tro en stand, der ugen igennem bemandes af Nationalparkens personale og frivillige.
Her kan alle kigge forbi til en snak om Nationalparken.
Hver dag er der et tema, som der er særlig fokus på. Slam, cykelmyg og partnere Tirsdag og onsdag fortæller biolog Jens Reddersen om ledeblokke, boreprøver og fossiler.
På disse dage er det muligt at tage egne fund med for at få en forklaring på, hvad det er.
Torsdag og fredag fortæller friluftskoordinator Kristian Herget om områdets friluftstilbud og den nye certificerede vandresti Mols Bjerge-Stien.
På åbningsdagen, lørdag, tager sekretariatschef Mika Leth Pedersen imod ideer til fremtidens nationalpark, og søndag fortæller bestyrelsesformand Erling Post om Nationalparkens samarbejde med erhvervslivet.
Mandag sætter Nicole Wolter, der arbejder med erhvervsudvikling, fokus på Nationalparkens partnerprogram.
Alle dage er der mulighed for at besøge standen og spørge løs om Nationalparken og komme med forslag til forbedringer og nye tiltag.