Tag på snorkeldyk med en nationalparkguide

06-08-2015

August måned byder på tre muligheder for at komme på en guidet snorkeldyk-tur i Nationalpark Mols Bjerges forunderlige verden under vand

undefined
Foto: Lars Nedergaard.

Vil du gerne opleve den varierede – og til tider næsten magiske – natur under vandoverfladen?

Nationalpark Mols Bjerge tilbyder i august måned tre guidede snorkeldyk-ture, hvor deltagerne for en halvtredser kan låne det nødvendige udstyr som dragt, snorkel, maske og svømmefødder.

Det er ikke nødvendigt, at deltagerne har særlige forudsætninger eller viden om snorkeldyk.

Til gengæld skal børn under 15 år være ifølge med en voksen.

De tre snorkeldyk-ture foregår tre forskellige steder i nationalparken.

Undervandsfitness

Første tur ”Undervandsfitness – hvad er nu det?” går ud på at træne teknik og udfordre sit mod.

Denne tur foregår onsdag 19. august kl. 19 – 21 på Fuglsø Strand, der har en undervandssti.  

Her prøver deltagerne kræfter med de forskellige redskaber under vandet.

Der er også lejlighed til at øve sine svømmeevner, træne vejrtrækning og udfordre sit mod ved at svømme igennem ”røret” – eller tage et spil kryds og bolle på fire meter vand.

Endelig er der mulighed for en helt almindelig svømmetur for at nyde det smukke stenrev. 

Livet på stenmolen

Turen ”Livet på stenmolen” foregår torsdag 27. august kl. 19-21.

Her svømmer deltagerne ud langs vindmøllemolen og kikker på, hvordan molen har skabt et kunstigt stenrev med masser af liv.

På molen er der nemlig voksepladser til mange arter af alger. Der er også ly for fisk og krebsdyr.

Måske er der også mulighed for at fange en fladfisk eller to, så deltagerne må gerne medbringe fisketegn, hvis de har fisketegn.

Oplev natdyk – En helt speciel oplevelse

Onsdag 2. september kl. 21-23 er der ”Natdyk – en helt speciel oplevelse”.

Det er nemlig helt særligt at opleve havets forunderlige verden fanget i lyset fra en undervandslygte.

Meget af livet på det lave vand er nataktivt, så der er mulighed for at se fisk og andre dyr, man normalt ikke opdager.

På turen svømmer deltagerne sammen to og to gennem den forunderlige smukke verden af stilhed, der bare må opleves. 

Deltagerne kan låne fiskespyd mod forevisning af gyldigt fisketegn.

Praktisk:

Undervandsfitness – hvad er nu det?

Onsdag 19. august kl. 19 – 21

Mødested: Fuglsø Strand

 

Livet på stenmolen

Torsdag 27. august 19-21

Mødested: Ebeltoft færgehavn – ved vindmøllerne for enden af H. H. Hansensvej

 

Natdyk – En helt speciel oplevelse

Onsdag 2. sept. kl. 21-23

Mødested: Boslum Strand ved ishuset

 

  • Der tages forbehold for vejret, som kan gøre det nødvendigt at vælge en anden strand
  • Tilmelding på e-mail til Obfuscated Email er en forudsætning for deltagelse
  • Børn u. 15 år skal være ifølge med en voksen
  • Turen koster 50 kr.
  • Husk badetøj til at have under dragten
  • Yderligere oplysninger hos Kristian Herget på tel. 30 52 32 53