Sten i høj vægtklasse dukkede frem fra jorden
19-02-2015
Pensionist Erland Vognstrup fra Ebeltoft var midt i 1960’erne med til at finde den store sten, der i dag står på græsarealet for enden af Nyvang i Ebeltoft, og som rigtig mange mennesker hver dag glæder sig over.
Faktisk glæder stenen lokalbefolkningen så meget, at Nationalpark Mols Bjerge hele tre gange har modtaget indberetninger om stenen i konkurrencen ”Stenenes Rejse”.
Konkurrencen går ud på at finde de største sten i Nationalparken, og denne sten er bestemt en sten i en høj vægtklasse, fortæller biolog og naturformidler Jens Reddersen fra Nationalpark Mols Bjerge.
Små 10 tons granit
”Jeg kalder den Nyvangstenen. Jeg har målt og beregnet den til at være på cirka 9,8 tons. Det er en granit. Stenen står på højkant på et lillebitte friareal, som Syddjurs Kommune holder,” fortæller Jens Reddersen.
Resten af historien kender Erland Vognstrup.
”Jeg var formand i det firma, der lavede udstykningen i Blomstervænget midt i 1960’erne. Da vi gravede kloakken, stødte vi på stenen lige dér, hvor kloakledningen skulle ligge. Så var vi nødt til at grave stenen op. Der går en lerskrænt gennem hele byen. Jeg kender den fra flere gravearbejder. Stenen i Blomstervænget lå i sandet, der stødte op mod leret,” fortæller han.
Granitstenen kom op af jorden.
”Der var ingen huse dengang, men stenen skulle væk. Så vi skubbede den med en bulldozer og rejste den op dér, hvor den står i dag,” fortæller Erland Vognstrup.
Leg på sten
Sidenhen blev stenen en del af livet.
Børn kunne godt lide at tage tilløb og springe op på stenen.
”Et af vores børn blev endda fotograferet på stenen. Avisen kom forbi og så deres leg og tog et foto,” fortæller Erland Vognstrup.
Flere anmeldere Nationalparken fik først et praj om Nyvangstenen, da Villy og Elna Møller-Nielsen fra Ebeltoft fortalte om den.
Stenen står tæt på deres bopæl.
Få dage efter kom stenen igen ind til Nationalparken, da Erland Vognstrups svigersøn, Flemming Kold Madsen, sendte et billede ind med Erland og hans oldebarn, Anders på 7 år, foran stenen.
Dagen efter fortalte Jørn Thomasen i Vrinners om stenen. Hans børnebørn Maria på 10 år og Mathias på 13 år, begge Thomasen, bor i området med stenen.
Med konkurrencen vil Nationalparken gerne udbrede historien om de istransporterede sten og håber, at der dukker nye sten op i Nationalparken.
Alle kan melde sten ind til Nationalparken og deltage i konkurrencen, der løber frem til 15. marts.
Privat guidet tur i præmie
To af sten-finderne – dem med de største ny-fundne sten – får en særlig præmie.
Vinderen får en to-timers guidet vandretur for op til 25 egne familiemedlemmer og venner med Jens Reddersen i spidsen og med sted og emne efter aftale – og kaffe og kage på Jagtslottet uden for Rønde, hvor Nationalparken har sit sekretariat.
Andenpræmien er en tilsvarende vandretur, men med kaffe ude i naturen fra termokanden. Desuden er der en lodtrækning blandt alle indberettere af sten om ti hæfter kaldet ”Sten på stranden”, Natur og Museum, Naturhistorisk Museum (1999-4).