App hitter med historisk rekonstruktion i 3D af Kalø Slot

10-09-2015

Nationalpark Mols Bjerges gratis app ”Kalø Slotsruin” er allerede nu downloadet uhørt mange gange

undefined

Over 4000 mennesker har indtil videre downloadet den gratis app "Kalø Slotsruin" – og formodentlig herefter gået ud over dæmningen mod slotsruinen for at se den over 700 år gamle borg dukke frem af fortidens tåger.

I Nationalpark Mols Bjerge vækker det stor glæde.

”Det er dejligt, at så mange mennesker gerne vil have noget ekstra på deres tur til Kalø Slotsruin. Vi har på en måde genopført Kalø Slot – bare i en app – og det har skam været et stort arbejde. Derfor fryder jeg mig over, at så mange mennesker gerne vil bruge appen,” siger Erling Post, formand for Nationalpark Mols Bjerge. 

Historisk korrekt

Hans forklaring på de mange downloads baserer sig på det faktum, at appen tilbyder en helt unik historisk rekonstruktion af Kalø Slot i 3D.

”Det lægger virkelig noget til oplevelsen, at appen giver en tredimensionel oplevelse af borgen, som tilmed, så vidt det er muligt, er historisk korrekt. Det er ikke en tegning af en hvilken som helst borg, der er lagt hen over kystlandskabet. Det er den oprindelige middelalderborg i sin storhedstid i 3D, så brugere kan gå ind i borgen,” siger Erling Post.

Levende historiefortælling

Formålet med appen er netop at gøre fortiden levende, for det kan være mere end almindelig svært at forestille sig livet, som det var på Kalø Slot for over 700 år siden.

Den historiske rekonstruktion i 3D af Kalø Slotsruin er derfor udviklet sammen med forskere og historikere fra Nationalmuseet, Kulturstyrelsen, Museum Østjylland og lokalområdet.

Når besøgende på Kalø Slotsruin holder deres telefon eller iPad op, viser appen dem landskabet med middelalderborgen i 3D – og tilbyder desuden en række fortællinger om de steder, som den besøgende passerer på sin tur.

Ja tak til infotainment

Der er samlet 61 historier at lytte til – så det kan godt gå hen og blive en lang vandretur med mobilen tændt i lommen og lyd i ørene.

Appen ligger sig i rækken af applikation i genren infotainment, der tilbyder en kombination underholdning og information.

Nationalparken har udviklet appen sammen med firmaet Innopro Aps, som til daglig har kontor i det kreative miljø Lynfabrikken, Aarhus.

Dygtige forskere

De medvirkende forskere har arbejdet med projektet i over et år.

Det er Nils Engberg, middelalderarkæolog og historiker, museumsinspektør på Nationalmuseet, og Jørgen Frandsen, arkitekt MMA, Kulturstyrelsen med ansvar for bevaring af Kalø Slotsruin.

Hertil kommer fra lokalområdet Jakob Vedsted, historiker og middelalderarkæolog, overinspektør ved Museum Østjylland, tidligere leder af Ebeltoft Museum.

Også Vilfred Friborg Hansen, historiker, forfatter, foredragsholder, forhenværende borgmester i Rønde, har medvirket i arbejdet. Han har bl.a. skrevet bogen ”Kalø – Slottet og godset i 700 år” (Boggalleriet), der blev udgivet i 2013 med støtte fra Nationalpark Mols Bjerge.

Endelig har Rikke Agnete Olsen, historiker, forfatter, foredragsholder, arbejdet med. Hun har blandt andet skrevet bogen ”Danske Middelalderborge” (Aarhus Universitet) 2013.

 

Opdatering (2023): Appen er ikke længere tilgængelig 

Praktisk

Appen Kalø Slotsruin er gratis

Appen kan bruges på iPhone/iPad samt Android-smartphones/-tablets

Link til både App Store og Google Play

Sprog: Dansk, engelsk og tysk

Se denne lille teaser fra appen