På sporet af Kalø

21-05-2013

På Europæisk Nationalparkdag er der i år mulighed for at tage på en tidsrejse 700 år tilbage i tiden til middelalderen, da kong Erik Menved lod Kalø Slot bygge........

På Europæisk Nationalparkdag er der i år mulighed for at tage på en tidsrejse 700 år tilbage i tiden til middelalderen, da kong Erik Menved lod Kalø Slot bygge

Tankerne vandrer let tilbage til en helt anden tid med udsigt til Kalø Slotsruin, der fuld af drabelig historie knejser over vigens spejlklare vand.

Men nu får alle helt gratis en mulighed for ikke bare at tænke tilbage til middelalderen, men at træde lige ind i den og vandre ad dæmningen ud til Kalø Slot med masser af oplevelser undervejs.

Det sker lørdag 25. maj klokken 10-16 på Europæisk Nationalparkdag, som i år bruges til at markere netop Kalø Slots700-års jubilæum. Det var nemlig her, kong Erik Menved for 700 år siden tvang befolkningen til at opføre slottet for at styrke kongemagten efter en bondeopstand.

”På Sporet af Kalø” hedder arrangementet på Kalø Slotsruin, Molsvej 31.

Sporet starter allerede i vigen, hvor der er kig til Kalø Slotsruin for enden af den velbevarede dæmning. Besøgende, der følger sporet, kommer forbi en lang række aktiviteter, hvor de med alle sanser kan opleve middelalderen.

Men først skal de have en passérseddel - uden den kommer man ingen veje. Heldigvis kan alle få sådan en ved den røde låge. De skal sørge for at få den stemplet hele vejen ud ad sporet (Det er Molslaboratoriet, der sørger for passérsedlen).

På vejen til Kalø Slotsruin vil besøgende helt sikkert opleve:

Den kloge kone . Hun hjælper dig venligt med at lave din egen lille pung til alskens magiske genstande og urter, der værner mod det onde og alle mulige slags dårligdomme. Den kloge kone kan også fortælle. Sagn og myter, overtro og gammel viden flyder fra hendes læber, så det gælder om at lytte og suge visdom til sig.  (Naturcenter Syddjurs)

Spor i jorden . Der er spor af fortiden i jorden. På med de arkæologiske briller og dyk ned i middelalderens køkkenmødding, der kan gemme på meget. (Molslaboratoriet)

På jagt efter mad . Ups, der løber et vildsvin. I middelalderen gik folk på jagt for at få noget at spise. Så frem med buen, tag sigte og skyd din egen aftensmad. Her kan alle under kyndig vejledning prøve at skyde med bue og pil – og der er også en smagsprøve af middelalderens vildt. Det var dengang, man gik på jagt for at få noget at spise. (Danmarks Jægerforbund Kalø)

Fortællingen om Kalø Slot . Deltag i en fortælling om, hvordan Kong Erik Menved opførte borgen på Kalø for at nedkæmpe et ulmende bondeoprør. Publikum – og især børn – inddrages og bliver en del af et lille teaterstykke om de voldsomme begivenheder. Rollespillet tager udgangspunkt i både historiske og fiktive personer, og i fortællingen bruges ting og tøj, som er kendetegnende for netop middelalderen. (Museum Østjylland)

Munkens lægeurter . Kan en dødelig giftig plante være medicin? Kom med på en kort fortælletur om blod, slim og galde samt de mange lægeplanter, der vokser ved netop Kalø Slotsruin. Det er naturvejleder Jens Reddersen, der fortæller om de hårdføre lægeurtersomfor eksempel Hjertespand, Bulmeurt, Kartebolle, Kongelys og Skarntyde, der har overlevet i århundreder, efter at Kalø-borgens lægeplantehave gik tabt. Deltagerne får en folder med Kaløs lægeplanter – og et bud på lægeplanter i egen have, og hvad de har været brugt til (DGI Karpenhøj).

Regn tårnet ud . Hvor højt er egentlig tårnet på Kalø Slot. Regn det selv ud – og få samtidig styr på lidt af middelalderslottets fascinerende historie. (Naturstyrelsen Kronjylland).

Slå en mønt . Det har altid været vigtigt at kunne slå en god handel af – også med kongens mønt. Prøv selv at slå en mønt – og tag den med hjem (Nationalpark Mols Bjerge og Museum Østjylland).

Gevirværksted . Naturen leverer råvaren til en særlig amulet. Lav selv et smykke af et stykke gevir. (Nationalpark Mols Bjerges Venner)

Arrangør: Nationalpark Mols Bjerge.

Samme dag har Botanisk Forening to guidede ture på Kaløvig Slotsruin klokken henholdsvis 10-12 og 14-16.

Man kan læse mere om alle arrangementer i forbindelse med 700-års jubilæet for Kalø Slot på www.kaloslot700.dk .

Fakta

Om Kalø Slotsruin:

Der er blevet bygget på Kalø i flere omgange. Første gang af Kong Erik Menved, der opførte sin borg i 1313-14. Han gik ofte i krig, og det var dyrt, så han udskrev store skatter. Det fik bønder og adel i Jylland til at gøre oprør. Kalø på Djursland var en af fire borge, der skulle holde befolkningen i ave.

Arkæologiske undersøgelser har sandsynliggjort, at Kalø faktisk blev brudt ned i 1320. Det betyder, at de synlige borgrester må stamme fra en senere periode.

Kalø var nærmest uindtagelig. Ad søvejen kunne angribere kun komme fra øst, hvor der stod pæle hamret ned i havbunden. Ad dæmningen, der helt enestående er bevaret, var der rende med en bro, som forsvareren kunne fjerne. Kom angriberne endelig frem til øen, var der en bred grav, lodrette mure, stejle skrænter mod havet langt nede og helvedes forgård, hvor angriberen blev beskudt fra alle sider.

Kalø var senere også fængsel. Den mest betydningsfulde fange var den svenske adelsmand, Gustav Vasa, der i 1518 blev taget til fange af Christian 2. Han flygtede i 1519 til Lübeck og blev i 1523 konge i Sverige. En anden kendt fange var præsten Søren Quist, der blev fængslet i 1626. Han blev henrettet for et mord, som han blev frikendt for efter sin død. Steen Steensen Blicher skrev novellen Præsten i Vejlby (1829) i den hændelse.

Kalø Slot fik tidligt en lensmand, der sørgede for ro og orden og kroner i kassen. Kalø Len omfattede i 1400- og 1500-tallet det meste af Djursland. Kalø Len blev nedlagt i 1661, og i 1672 blev slottet revet ned og stenene sejlet til København, hvor de blev brugt til at bygge det nuværende Charlottenborg.

Se mere om Kalø Slot og kong Erik Menved på www.kaloslot700.dk .