Tag Nationalpark Mols Bjerge med i lommen

08-04-2013

Den nye mobiltelefon applikation ”Nationalpark Mols Bjerge” er nu frigivet og kan findes i både App Store og på Google Play – eller ved at skanne QR-koden her ved siden af.

Applikationen er bygget om en række ruter i nationalparken, for gående, cyklende, ridende eller kørende. Hver rute er beskrevet med længde og sværhedsgrad, og med korte forklaringer til hvad man kan opleve på turen.

Men der er også andre funktionaliteter indbygget. Der er mulighed for at tjekke ind, når man har besøgt et sted, svare på quizs spørgsmål, tage billeder og dele det hele på nettet. Der er også en skattejagt for de mindre og mulighed for at optjene points til forskellige medaljer.

En anden vigtig funktion er GPS sporing, så man hele tiden ved præcis hvor man befinder sig, og via baggrundskortet kan man oven i købet se om man er på privat grund eller offentligt areal.