Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Rugård Klint

Øjet lyver ikke. Ved Rugård Klint langs Sønderskoven skrider underlaget langsomt og transporterer klumper af grøn skovbund med anemoner og træer ud mod havet. Det er især tydeligt i området "Hullerne", hvor skreddene strækker sig flere hundrede meter ind i landet. Her hælder træerne ind mod den centrale del af skreddet – de ser ud til at strække sig for ikke at vælte. Med tiden ender de dog som afblegede stammer på stranden.

Træerne står på moræne oven på plastisk ler, og morænen skrider oven på leret.

I skrænterne kan du se det mørkegrå plastiske ler forneden og morænelaget foroven.

De fleste sten på stranden er af flint, der kom med is og smeltevand fra Norddjursland, hvor kalken ligger lige under jordoverfladen. Der er også mulighed for at finde 70 mio. år gamle forstenede søpindsvin. I vandet kommer marsvin ofte tæt under land på jagt efter småfisk.

Rugaard Strand - foto Bo Skaarup