Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Gåsehage

Sorte pletter af skarv i sølvfarvet vand. Den sydligste spids af Hasnæshalvøen - også kaldet Ebeltoft Halvø - er Gåsehage.

Ud over sine blomster- og insektrige hedearealer er området kendt for sit rige fugleliv. De lavvandede områder ved Øer Maritime Ferieby, Slusen og Færgehavnen er et eldorado for hav-, vade- og trækfugle. Rylen, strandskaden og regnspoven afsøger det lave vand for orme og krebsdyr med spidse knæbøjede vinger, hurtige vingeslag, skarpe skrig og lange næb og ben.

Forår og efterår flyver mange trækfugle over området. Ved færgelejet er der ofte flokke af edderfugl, måger og skarv.

Nord for Øer Havn står der kystskrænter fra Stenalderhavet. Landskabet var anderledes dengang. Havet stod helt op til skrænterne, og stranden gik herfra og hen over Elsegårde Skov mod Elsegårde Strand. Da havniveauet faldt, efterlod vandet den sandede og næringsfattige jord, hvor det er let at finde muslingeskaller. På stranden er der flint og kalkstykker bragt hertil fra Norddjursland, hvor kalken er blottet.