Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Egil Fischers Ferieby

Der er en em af ferieland over Femmøller Strand, der tiltrækker mennesker fra nær og fjern. Mols Bjerge og Ebeltoft har altid virket dragende på mennesker fra storbyen Aarhus små fyrre kilometer mod sydvest.

Sådan var det også i starten af 1900-tallet, der var en periode af stor betydning for området med feriekolonier og spejderlejre, så byfolket kunne komme ud i ferielandet.

På den tid opførtes også et badehotel i Femmøller (1909), nu Femmøller Efterskole, og der blev udstykket grunde til feriehuse i de kystnære områder.

Arkitekt Egil Fischer (1878-1963) så også mulighederne i de sandede bakker. Han købte i årene 1922-23 området og tegnede en fuldstændig ferieby med veje og alléer, udstykkede parceller, grønne flader og sportsplads i midten. Byen strækker sig hele vejen ned til vandet.

Han planlagde to torve. Ved det ene, Vesttorvet, opførte Egil Fischer Molskroen, der var færdig i 1924. Der er i området i dag omkring 200 huse med høj bevaringsværdi, herunder de otte huse, som Egil Fischer selv nåede at tegne og bygge. Mere nåede han ikke i de tyve år frem til 2. Verdenskrig, hvor byggeriet stod på. I 1957 forærede han hele området til Ebeltoft Kommune, der solgte parcellerne fra.

Et særligt sted er Kirkebakken i Egil Fischers Ferieby, hvorfra udsigten er smuk.

Men her oppe på Kirkebakken vil nogle mennesker måske undre sig over fraværet af den kirke, der har lagt navn til bakken. Den eksisterer kun på papir. På Kirkebakken planlagde Egil Fischer at opføre en kirke, men det skete aldrig.

I stedet står her en mindesten med buste. Den blev opstillet af Ebeltoft Kommune i 1963 efter Egil Fischers død.