Jagtslottet

Fra stenbænken på Jagtslottets bagside er der udsigt til Ringelmose Skov og Kalø Slotsruin. Her er det perfekte udgangspunkt for en travetur og efterfølgende kaffe fra termokanden på bænken.

Jagtslottet ligger højt i landskabet lidt uden for Rønde og byder på en imponerede udsigt ud over vigen, skovene og Kalø Slotsruin. Indenfor er slottets vægge er prydet med kalkmalerier og træudskæringer.

Myter og Mols pryder væggene

Indenfor har maler og dekoratør Carl Hansen Reistrup udsmykket de fleste rum med smukke motiver af dyr, naturen og motiver fra den nordiske mytologi.

Når man træder ind i hallen, mødes man således af dværge og Odins søn Vidar. På førstesalen finder man også livets træ Yggdrasil. Fortsætter man videre ind i jagtstuen, er det særligt dyrelivet, der pryder væggene med billeder af rådyr, fugle, egern og grævling.

Den indvendige udsmykning er inspireret af naturen på Mols, således at uanset hvor man kiggede hen - om det var ud af vinduerne eller ind mod væggen - så havde man noget smukt at kigge på.

Jagtslottet blev opført i 1898-1899 af den tyske familie Jenisch, der ejede Kalø gods i årene fra 1824 til 1945. Den tyske baron Martin Johan Von Jenisch brugte det lille slot som sommer- og jagtresidens. Familien kom rejsende fra Tyskland med gæster, jagtselskaber og tjenestefolk på ferier og til de store efterårsjagter.

Slægtens tyske tilhørsforhold fik en skæbnesvanger betydning, da 2. Verdenskrig brød ud i Europa.

Den tyske Jenisch-slægt var populær på egnen, men der var ingen tøven hos den danske stat. Danmarks erstatningskrav efter krigen var 11,6 mia. kr., så tysk-ejet ejendom blev konfiskeret. Slægten havde ejet Kalø gods siden 1824.

Jagtslottet i dag

I dag administreres Jagtslottet af Naturstyrelsen.

Der er ikke adgang for offentligheden, men om sommeren viser Nationalparkens frivillige rundt på slottet og Karlsladen. 

Udenfor sommersæsonen kan der arrangeres rundvisninger på slottet af nationalparkens guider. Rundvisningen varer ca. 1,5 time og koster 1000 kroner. En guide kan have op til 25 personer med. Send en forespørgsel med ønskedato(er) til mols@danmarksnationalparker.dk

Der er p-plads på Grenåvej 14, 8410 Rønde.

Hack Kampmanns forbindelse til Djursland

Det lille slot er tegnet af arkitekten Hack Kampmann, som også er arkitekten bag flere kendte bygninger i Aarhus. Han har blandt andet tegnet Aarhus Teater, Toldboden i Aarhus og Marselisborg Slot.

Ved de tre projekter fra Aarhus har han dannet makkerpar med maleren og dekoratøren Carl Hansen Reistrup, som han også samarbejdede med i forbindelse med Jagtslottet. En særlig detalje, som findes i Jagtstuens kalkmalerier, er et selvportræt af maleren selv.

Hack Kampmann er kendt for sine bygninger i Aarhus, men den berømte arkitekt stammer fra Djursland og blev født i Ebeltoft Præstegård i 1856. Flere steder på Djursland kan man også i dag opleve hans særlige byggestil. Ud over Jagtslottet har han blandt andet tegnet Ebeltofts gamle toldbod, hvor Glasmuseet i dag bor, og så har han tegnet Strandhuset ved Kalø Slotsruin, hvor Nationalpark Mols Bjerges sekretariat holder til.

Kørelade med gamle bjælker

Et par hundrede meter fra Jagtslottet ligger den fredede Karsladen, der med sit ernorme stråtag og imponerende bjælkekonstruktioner er et unikt eksempel på en gammel kørelade. Her har man kunne køre ind gennem porten i den ene side, læsse af og fortsætte ud gennem den anden gavl.

I dag har man i Karlsladen indrettet et lille besøgscenter, hvor man kan se de velbevarede egetræskonstruktioner i tre etager, der står som i 1727, da køreladen blev bygget.

Læs mere om besøgscenter Karlsladen