Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Følg fortidens spor rundt i landskabet

I Kalø Vig står Kalø Slotsruin, der er den mest besøgte enkelte lokalitet i Nationalpark Mols Bjerge. Historien om den over 700 år gamle ruin er højspændt drama, som har udløbere til hele Nationalparkens område.

Det var Kong Erik Menved (1274-1319), der lod Kalø Slot opføre. Han var søn af Kong Erik Klipping (1249-1286), der blev myrdet i Finnerup Lade. En af dem, der blev dømt fredløs for mordet var stormanden Marsk Stig, omend rigtigheden af dommen fra første færd blev betvivlet. 

Søkøbstad i modgang og medgang

Det var også Kong Erik Menved, der i år 1301 gav Ebeltoft købstadsprivilegier. 

I dag står byen flot med en velbevaret bymidte med toppede brosten, skæve huse i bindingsværk og bonderoser. Bizart nok er træge tider årsagen til den flot bevarede bymidte, der har næsten magnetisk tiltrækningskraft på turister.

Byen er en gammel søkøbstad, der hurtigt blev større end den nærliggende Dråby, hvis havn havde den kedelige tendens at sande til. Den maritime kulturarv har sat tydelige aftryk med velbevarede fiskermiljøer med garnpladser, fiskerhuse, anløbsbroer med pakhuse og sporanlæg.

Tiderne skiftede i søkøbstaden. Efter år 1870 sakkede Ebeltoft agterud i kampen om vækst - og byen gik i stå.

Med turisterne i 1930’erne og især 1960’erne blev den manglende udvikling i bymidten dog vendt til en fordel. Charmen er nemlig ikke forsvundet med udviklingen som mange andre steder.

Fortiden titter frem alle steder 

Der er også tegn efter liv endnu længere tilbage i tiden.

Der er Danmarks største stendysse, Porskær Stenhus, og meget karakteristisk i området er også de mange bronzealderhøje, der ligger højt i landskabet og ruger over fortidens hemmeligheder. Mest kendt er de markante trillingehøje, Trehøje, hvis pukler er endog meget tydelige i landskabet. 

I Mols Bjerge er der også over 300 år gamle højryggede agre, der står tindrende skarpt, som havde bonden netop pløjet med sin hjulplov. 

Fortiden er også nærværende i de kendte molbohistorier, der nok kan kalde smilet frem - også hos de nulevende molboer.

Vidste du...

at Marsk Stig, der var dømt fredløs for mordet på kong Erik 5. Klipping i Finderup Lade i år 1286, gemte sig på Kattegat-øen Hjelm, hvor han etablerede en base for plyndringstogter bag høje kystskrænter

undefined

at de mange bronzealderhøje, der står rundt omkring i landskabet, er uberørte af arkæologerne. Vi ved således ikke, hvad højene gemmer i deres indre

at landsbyen Femmøller var engang en rigtig mølleby med fem møller, der alle fik vand fra kildevældet i Kildeslugten 

at de store plantageområder i Nationalparken vidner om den tid, hvor Hedeselskabet gik i front for at genvinde tabt agerland efter tabet af Slesvig i 1864. Enrico Dalgas, der i 1866 som medstifter og direktør for Hedeselskabet, gjorde de jyske heders opdyrkning til en nationalsag under mottoet "Hvad udad tabes, skal indad vindes

at den landskendte arkitekt Egil Fischer (1878-1963) påbegyndte byggeriet af en hel ferieby, Danmarks første af sin slags, i Femmøller Strand. Molskroen er et smukt eksempel på hans byggeri