Rundvisning i Karlsladen og på Jagtslottet på Kalø Gods

Sidste sommer var de guidede ture i Karlsladen og Jagtslottet på Kalø Gods uhyre populære. Nu genoptager Nationalparkens frivillige rundvisningerne.

Du kan se og høre om Karlsladen og på Jagtslottet, og undervejs mellem de to attraktioner fortæller de frivillige om godsbygningen, der passeres, og om det spændende herregårdslandskab.

 Karlsladen er del af den gamle herregård Kalø Hovedgård.

Laden blev bygget i 1727 som en 1000 kvadratmeter stråtækket agerumslade, hvor man kørte ind i den ene ende og læssede af og derefter kørte ud i den anden ende.

Jagtslottet, der til hverdag huser Nationalparkens sekretariat, blev opført i årene 1898-1899 af den tyske familien Jenisch, der ejede Kalø Gods fra 1825 ti 1945.

Det blev brugt, når familien kom fra Tyskland med familie, gæster og tjenestefolk på ferier og ved de store efterårsjagter. Jagtslottet er tegnet af den lokale og Danmarks-kendte arkitekt Hack Kampmann og udsmykket af maler og dekoratør Karl Hansen Reistrup.

En sjov detalje er, at væggen modsat vinduerne i den gamle jagtstue er udsmykket som et spejlbillede af den udsigt, som gæster med front mod vinduerne havde, d.v.s. vigen, slotsruinen, Bregnet Kirke og Kaløskovene. Dem, der kom til at sidde med ryggen til vinduet, skulle nemlig ikke snydes for den smukke natur på Mols. Hansen Reistrup har så oven i købet malet et passende antal rådyr på denne ’udsigt’.

Hack Kampmann og Hansen Reistrup står også bag en del andre markante bygninger i Aarhus og på Djursland, blandt andet Toldboden/Studenterhuset, Marselisborg Slot og Statsbiblioteket i Aarhus samt Toldboden/Glasmuseet i Ebeltoft, Strandhuset ved Kalø Slotsruin, Tinghuset/Biblioteket i Hornslet, Kalø Hovedbygnings midterfløj, Posthuset i Grenaa med mere.

Normalt regnes Politigården i København dog for Kampmanns hovedværk.

Den berømte arkitekt blev født i Ebeltoft Præstegård i 1856.