Vi søger nationalparkguider til sommeren 2018

15-03-2018

Nationalpark Mols Bjerge søger seks timelønnede formidlingsildsjæle, der har lyst til at hjælpe og inspirere gæster i nationalparken

De mange fastboende og gæster i Nationalpark Mols Bjerge skal have en god og lærerig oplevelse, når de møder vores nationalparkguider på formidlingsstationer ude i landskabet.

Derfor søger nationalparken seks dygtige nationalparkguider til at formidle natur og kulturhistorie, vejlede om nationalparkens status og indhold, fortælle om arrangementer i området samt inspirere til oplevelser på egen hånd.

Vi skal bemande tre lokaliteter i Nationalparken 7 timer dagligt på alle ugens dage i perioden lørdag 30. juni til søndag 12. august 2018. 

De tre lokaliteter er:

  • Kalø Slotsruin ved Rønde
  • Besøgscenter Øvre Strandkær i Mols Bjerge
  • Blue Lounge ved Vibæk Strand, Ebeltoft

Vagterne fordeles imellem to personer pr. lokalitet, svarende til ca. 24 timer om ugen pr. person. 

Din profil

Vi søger udadvendte, positive og glade personer med evnen til at formidle – gerne med erfaringer fra lignende levende formidlingsopgaver med stor publikumskontakt.

Gode sprogkundskaber er en fordel.

Der forventes en solid faglig basisviden inden for natur- og kulturhistorie.

Nationalparksekretariatet afholder faglige introduktionsdage som en del af ansættelsen.

Ansættelserne

Der er tale om tidsbegrænset timelønnede ansættelsesforhold.

Arbejdsgiver: Nationalpark Mols Bjerge, Jagtslottet, Grenåvej 12, 8410 Rønde.