Nyd udsigten med ryggen til vinduet

18-06-2018

Jagtslottet ved Kalø er udsmykket med jagtmotiver, landskaber fra Mols og motiver fra den nordiske mytologi

Foto: Maria Petri

Fem gange i løbet af sommeren byder Nationalpark Mols Bjerge i samarbejde med frivillige guider på rundvisning, hvor man blandt andet kan se en helt speciel vægudsmykning.

Lad blikket strække ud

Fra jagtslottet, der ligger højt i landskabet lidt øst for Rønde, kan man lade blikket strække ud over vigen, slotsruinen, Bregnet kirke og Kaløskovene.

Udsigten kan nydes ved et kig ud ad vinduerne, men inde i jagtstuen på væggen modsat vinduerne kan man også se alle herlighederne, endda med flere rådyr i landskabet.

Æren for denne ’udsigt’ skyldes maleren og dekoratøren Carl Hansen Reistrup, der på den måde kunne glæde de gæster, der kom til at sidde med ryggen til vinduerne.

Carl Hansen Reistrups har også hentet motiver fra den nordiske mytologi, nærmere bestemt myten Ragnarok. I hallen kan man møde Odins søn Vidar, dværgene der smedede krigernes sværd, og asken Yggdrasil, Livets træ.

Andre steder i huset ser man eller kan læse om Fenrisulven, Midgårdsormen, Thor, egernet Ratatosk, valkyrierne i skikkelse af ørne og ravnene Hugin og Munin.

Hack Kampmann

Det er den kendte danske arkitekt Hack Kampmann, der har tegnet Jagtslottet. Han og Carl Hansen Reistrup arbejdede sammen om flere andre bemærkelsesværdige bygninger i Aarhus-området, blandt andet Aarhus Teater, Marselisborg Slot og det oprindelige Statsbibliotek.

Hack Kampmann har også tegnet Toldboden i Aarhus. Politigården i København regnes for Kampmanns hovedværk.

På Djursland kan man nyde hans arkitektur med Glasmuseet i Ebeltoft, Strandhuset ved Kalø Slotsruin, Tinghuset/biblioteket i Hornslet, Thyrahytten ved Kalø, og han stod desuden for en ombygning af den gamle Kalø Hovedgård.

Den berømte arkitekt blev født i Ebeltoft Præstegård i 1856. Han døde i 1920.

Tysk bygherre

Jagtslottet blev opført af og var indtil 2. Verdenskrigs slutning ejet af den tyske familie Jenisch. Martin Johan Jenisch-familien, der ejede Kalø Gods i årene 1824 til 1945, lod jagtslottet opføre i 1898-99. Med sit bindingsværk var boligen bygget i nationalromantisk stil med referencer til familiens holstenske baggrund.

Familien kom rejsende fra Tyskland med gæster, jagtselskaber og tjenestefolk på ferier og til de store efterårsjagter. Jenisch-slægtens danske tilhørsforhold fik imidlertid en brat ende efter 2. Verdenskrig. Slægten var populær på egnen, men det hjalp ikke. Danmarks erstatningskrav efter krigen var 11,6 mia. kroner, så tysk-ejet ejendom blev konfiskeret uden pardon.

Jagtslottet er i dag hjemsted for Nationalpark Mols Bjerges sekretariat.

Kig ind i agerumsladen

Den guidede tur starter ved Karlsladen, der ligger et par hundrede meter fra jagtslottet. Karlsladen har siden 2013 været besøgscenter, hvor man gratis og året rundt kan kigge ind dagligt klokken 9 til 21 og lære om Kalø.

Karlsladen er fra 1727 og blev bygget i egetræskonstruktioner i tre etager. Det er en agerumslade, hvor folkene kunne køre ind i den ene ende, læsse af, og køre videre og ud i den anden ende.