Ny portal med outdoor-oplevelser lanceret

29-06-2018

En klynge af lokale virksomheder, der laver outdoor-oplevelser, er gået sammen i et fælles markedsføringssamarbejde kaldet Nationalpark Outdoor

Det skal være let for gæster i Nationalpark Mols Bjerge at finde de oplevelser i det fri, som Nationalpark Mols bjerges bakkede istids- og kystlandskab inviterer til.

Samtidig skal det være nemmere for virksomheder at synliggøre deres outdoor-produkter i den strøm af information, vi dagligt bombarderes med. Synlige produkter er nemlig en forudsætning for salg og dermed vækst.

Derfor har en klynge lokale outdoorvirksomheder nu slået sig sammen om fællesbrandet Nationalpark Outdoor. De vil fremover hver især sælge deres outdoorprodukter på den nylancerede portal nationalparkoutdoor.dk.

Ud i en kajak

Allerede denne sommer kan gæster i Nationalpark Mols Bjerge derfor sidde i sofaen i det lejede sommerhus og finde ud af, hvordan de kan komme ud på vandet i kajak, i Mols Bjerge på ridehest eller ned under vandet på et snorkeldyk.

De kan samtidig booke og købe deres oplevelse og lade sig inspirere af andre oplevelser på den nye portal – og så er det bare om at komme afsted ud under åben himmel.

Dermed er det blevet meget nemmere for de, ofte små, outdoorvirksomheder at trænge igennem lydmuren af information og sælge deres oplevelses-produkter.

Der er fællesskab

Det er Dansk Kyst- og Naturturisme (DKNT), der har sat skibet i søen sammen med Nationalpark Mols Bjerge.

DKNT henvendte sig til netop Mols Bjerge, fordi nationalparken i dag har et meget aktivt virksomhedsnetværk med 62 virksomheder.

Region Midtjylland og Syddjurs Kommune er gået ind i projektet med økonomisk støtte og som medlemmer af en styregruppe, hvor også Destination Djursland, Naturstyrelsen og Nationalpark Mols Bjerge deltager.

Intet lægger fast

Den nye klynge af outdoorvirksomheder tester denne sommer samarbejdet og markedsføringssamarbejdet med den nye portal nationalparkoutdoor.dk.

Et fokus i tiden frem bliver at få outdoorvirksomhederne, der nu er samlet omkring bordet, til at give hinanden håndslag på en række fælles principper og at sondere mulighederne for et videre samarbejde.

Det skal samtidig undersøges, hvilke muligheder og begrænsninger der er for forskellige typer af outdoor i forhold til landskabet, ligesom projektet også skal bidrage til at bygge bro mellem beskyttelse og benyttelse.