Er du bidt af vilde blomster?

29-05-2018

Der er snart mulighed for at tage på guidet skovtur i Nationalpark Mols Bjerge i anledning af ”De vilde blomsters dag” i Norden

Springbalsamin. Foto Molslaboratoriet.

På en guidet rundtur i Kalø Gods ældgamle Ringelmose Skov kan de, der er vilde med blomster, få et kig ind i den del af botanikkens sære, smukke og spiselige verden.

På turen kan man lære om blomsternes særlige kendetegn og høre historier dels om almindelige arter som skovsyre og skovmærke, dels om mere sjældne arter som tandrod og druemunke.

Det er Dansk Botanisk Forening, der sammen med Nationalpark Mols Bjerge inviterer interesserede på blomstertur søndag 17. juni kl. 10-12.30 fra Karlsladen ved Kalø Gods i anledning af ”De vilde blomsters dag” i Norden.

Det er den erfarne botaniker og højskolelærer Gunnar Birkelund, der på turen fortæller om især skov-blomster i den gamle godsskov.

Fra fladstjerne til skovmærke

Deltagerne i turen kan lære lidt om planternes kendetegn og navne.

Først på turen ser gruppen på nogle ganske almindelige planter som for eksempel pionerer, der er planter, som kommer først op på nyt blottet jord.

I den frodige bøgeskov ser gruppen efter typiske skovplanter som skovmærke, skov-hullæbe, stor fladstjerne og forskellige skovgræsser, men også den sjældne tandrod – og har dansk arum mon feber den 18. juni? Under blomstringen stiger temperaturen nemlig nogle grader i denne plante.

Langs vejene i skoven sår springbalsamin sig selv – og deltagerne kan så beslutte, om de tør blive bidt i fingeren af en balsamin? Der er rindende skovbække og stille vand i Ringelmose Sø, der igen er et helt andet voksested.

En sten i skoven

Turen går forbi Von Jenisch-stenen, der er rejst til minde om den tyske familie, der ejede Kalø Gods indtil inddragelsen af tyske besiddelser i Danmark efter 2. Verdenskrig.

Den er en af i alt 75 ture i hele Danmark, hvor kyndige turledere tilbyder botaniske oplevelser og viden om vilde blomster.

I hele Norden forventes 10.000 personer på denne dag at komme ud og se på Nordens vilde flora.