Smag små vilde retter fra Nationalparken

11-10-2017

Onsdag i skolernes efterårsferie byder på et særligt arrangement med vild mad i det smukke område omkring Ørnbjerg Mølle

Efteråret har indfundet sig, og det betyder helt nye muligheder for at lave vild mad over bål ude i naturen.

Det kan du selv opleve på en vild mad-event onsdag 18. oktober kl. 13-16 ved Ørnbjerg Mølle, der tilbyder smukke omgivelser ud over det sædvanlige.

Her er Nationalpark Mols Bjerge, Ørnbjerg Møllelaug og Anita Søholm fra Naturildsjæl gået sammen om et arrangement, hvor du kan være med til at sanke urter, bør og svampe og lave små vilde retter med fuld knald på smagen.

Tænder op i bålet

Oplevelsen begynder med en guidet vandretur i naturen omkring Ørnbjerg Mølle, hvor deltagerne sammen går på opdagelse i den spiselige efterårsnatur.

Alle er med til at sanke urter, bær og svampe undervejs på turen.

Når gruppen kommer tilbage til møllen, er der tændt op i bålet, og sammen laver deltagerne små vilde retter blandt andet ud af det, som der er indsamlet på turen.

Alle deltagere får vilde madopskrifter.

Husk at tilmelde sig

Af hensyn til planlægningen må man meget gerne tilmelde sig senest tirsdag kl. 12.

Hvis det glipper, kan man godt alligevel møde op på dagen.