Nationalparkens Servicenetværk vokser

30-03-2017

10 virksomheder er i marts blevet certificerede ambassadører for Nationalpark Mols Bjerge og indgår nu i Nationalparkens 47 virksomheder store netværk

Naturturismen er en af de hurtigst voksende sektorer i turismeindustrien.

Det er 10 lokale virksomheder i og omkring Nationalpark Mols Bjerge nu klar til at nyde endnu bedre af efter at være blevet certificerede medlemmer af Nationalparkens Servicenetværk, der i dag tæller samlet 47 virksomheder.

De nye virksomheder i netværket er Art Galleri Mols, Blushøj Camping, Cafe Moeslund, DanCenter i Ebeltoft, Ebeltoft Outdoor, Kaløvig Center, Kvickly Ebeltoft, Naturildsjæl, Restaurant Hyttefadet og Sølystgård Strand Camping.

Tror på samarbejde

Fælles for virksomhederne er, at de tror på, at samarbejde gør lokalområdet endnu bedre til at modtage gæster, og at de er nysgerrige på hinanden og deres egen egn samt Nationalpark Mols Bjerge.

Nationalparkens Serviceuddannelse er et gratis uddannelsesforløb, hvor både ejere, ledere og frontpersonale lærer om istidslandskabet, naturen, friluftslivet og værtsrollen i en nationalpark.

Selve uddannelsen har en varighed af tre hele dage.

Lærer ude i området

Der er en undervisningsdag på Jagtslottet på Kalø, hvor nationalparkens sekretariat i sine egne omgivelser underviser i nationalparker generelt og Nationalpark Mols Bjerge specifikt.

Det har også det helt enkle formål at lære hinanden at kende.

Der er også en undervisningsdag i bus med Natours.dk, der selv har deltaget i uddannelsen. Bag Natours.dk er biolog og naturvejleder John Simoni, der tager virksomhederne med på en bustur med flere stop i landskabet – for se og forstå vores omgivelser.

Den tredje undervisningsdag foregår hos en anden uddannet virksomhed, hotel- og konferencecenter Fuglsøcentret. Her kommer en underviser udefra og fortæller om, hvordan man i sin virksomhed kan gå fra betjening til værtsskab og endnu længere til ambitiøst værtsskab.

Netværk funker

Efter at have gennemført Nationalparkens Serviceuddannelse har alle virksomheder mulighed for at indgå i Nationalparkens Servicenetværk, hvor viden om Nationalparken og hinanden, netværk og arbejde med værtsskab går hånd i hånd.

Det er midlerne til at løfte hele området som nationalpark.

Nationalpark Mols Bjerge samarbejder med Destination Djursland om at udbyde uddannelsen og drive netværket.