Nationalparken søger studerende til at være nationalparkguider

27-02-2017

Hver sommer står der nationalparkguider ude i Nationalpark Mols Bjerge for at vejlede parkens gæster. Nu søger Nationalparken studerende til 2017-sæsonen

Jessica Tengrall var nationalparkguide i 2016. Lige nu studerer hun i England.

Hver sommer tilbyder Nationalpark Mols Bjerge fastboende og gæster i området vedledning, inspiration til ture på egen hånd og korte guidede ture.

Til at løse den opgave ansætter Nationalparken hvert år hovedsageligt studerende med fag inden for biologi og kulturhistorie.

Nationalparken søger derfor nu seks formidlingsildsjæle, der kan omsætte faglige viden til spændende fortællinger.

Det tillægges stor vægt, at det er udadvendte, positive og glade personer med evnen til at formidle – og gerne med erfaring fra lignende levende formidlingsopgaver med stor publikumskontakt. Gode sprogkundskaber er en fordel.

Hjælp i syv uger

Nationalparkguiderne kommer i år til at til at guide på lokaliteterne Kalø Slotsruin, Besøgscenter Øvre Strandkær og Blue Lounge ved Vibæk Strand.

Perioden er lørdag den 24. juni til søndag den 13. august 2017, så der er tale om tidsbegrænsede stillinger.

Nationalparken ansætter i år seks guider til at formidle naturen og kulturhistorien i området. 

Vagterne fordeles imellem to personer pr. lokalitet, svarende til ca. 24 timer om ugen pr. person. De tre lokaliteter ønskes bemandet syv timer dagligt alle ugens dage i perioden.

Guider skal på kursus

Det kræver en bred viden at være nationalparkguide.

Det kræver for eksempel, at guiderne - foruden en solid faglig basisviden inden for natur- og kulturhistorie - har en solid viden om mere generelle forhold som nationalparkens status og indhold samt arrangementer i området.

Derfor skal guiderne deltage i nogle faglige introduktionsdage som er en del af ansættelsen.