Mærk verden på en sansesti

02-02-2017

Nationalpark Mols Bjerge får snart en sansesti til børn og familier

Vi tænker måske ikke så meget over, hvor vigtige vores sanser er i vores hverdag.

Men vi bruger konstant vores sanser til at forholde os til omverdenen – og til ikke at komme til skade.

Nu går Støtteforeningen Naturbørnehaven Mols Bjerge sammen med Nationalpark Mols Bjerge om at lave en sansesti for børn og familier i Mols Bjerge.

Nationalparken har afsat 40.000 kroner til sansestien, der skal være med til at træne og skærpe børn og voksnes sanser og give gode fælles oplevelser i en hverdag, der kan være præget af travlhed.

Vi skal undres

Projektets kerne er at undre sig. Det overraskende og nysgerrige kan nemlig føre til ny viden.

Således skal stiforløbet på en ny måde formidle naturen og kulturlandskabet i Nationalparken.

Natursansestien får poster, hvor alle sanser skal tages i brug, og målet er at øge den naturfaglige dannelse, pirre kreativitet og opbygge evnen til refleksion hos børn og voksne.

Samtidig er det i sig selv en styrke, at der med etablering af sansestien sker en afmærkning af nogle af Naturbørnehavens stier, hvor børn og pædagoger har gået i over 20 år.

Jorden lever

På stien ledes børn og voksne på sporet af, hvad det vil sige, at jorden er levende. De udforsker livets kredsløb, opholder sig ved det spirende frø og tænker over, hvorfor brombær rådner.

Sansestien skal laves i samarbejde med en tværfaglig gruppe med pædagoger, naturvidenskabsfolk og kunstnere.

Mulighederne er utallige. Man kan balancere på sten, bygge varder, bruge forskellige grene, kogler og mos, lave krible kravle-elementer som et  insektbo og naturlige forhindringer, der udfordrer kroppen og kræver en høj grad af koncentration, koordinations evne, og opmærksomhed.

Arbejdet begynder

Sansestien bliver afmærket, så alle kan få glæde af den.

Arbejdet med stien begynder i år – og færdiggøres efter planen i 2018,