Kom på en guidet rundvisning i Hack Kampmann-slot

14-11-2017

Bag flere bygninger i Aarhus og på Djursland står arkitekt Hack Kampmann. Nu tilbyder Nationalpark Mols Bjerge årets sidste rundvisning i Jagtslottet på Kalø

Nationalparkens sekretariat arbejder til daglig på Jagtslottet på Kalø Gods, der netop nu står klædt i strålende efterårsfarver.

Det ses tydeligt, at der er et vist naboskab mellem Jagtslottet på Kalø, ved Rønde lidt nord for Aarhus, og mange kendte aarhusianske bygninger.

Aarhus Teater og Toldboden på den nyrenoverede Hack Kampmanns Plads i Aarhus er nemlig tegnet af arkitekt Hack Kampmann, der også står bag Jagtslottet på Kalø Gods ved Rønde.

Ikke nok med det.

Det er tillige Karl Hansen Reistrup, der har udsmykket de unikke bygninger.

Det kan man opleve lørdag 25. november på en gratis guidet rundvisning i Jagtslottet, hvor Nationalpark Mols Bjerge har sit sekretariat.

Der er desuden rundvisning i den store fredede Karlsladen på Kalø Gods.

Det foregår i tidsrummet fra kl. 13 til 15 med Nationalpark Mols Bjerges frivillige.

Første klasses kulturhistorie

Det er et unik stykke kulturhistorie, man kan opleve på den guidede tur.

Karlsladen er del af den gamle herregård Kalø Hovedgård.

Selve den 1000 kvadratmeter store lade blev bygget i 1727.

Det var dengang en stråtækket såkaldt agerumslade, hvor man kørte ind og læssede af i den ene ende og derefter ud i den anden.

I dag er det Naturstyrelsen, der forvalter Karlsladen, som efter en omfattende restaurering åbnede i 2013 som besøgscenter. 

Tysk familie opførte jagtslottet

På den anden side af vejen i Jagtslottet arbejder Nationalparkens sekretariat til dagligt, og her har mange af de frivillige deres gang.

Efter Karlsladen går turen til fods hen til Jagtslottet, hvorfra der er smuk udsigt ud over Kalø Vig med Kalø Slotsruin.

Slottet blev opført i årene 1898-1899 af den tyske familie Jenisch, der ejede Kalø Gods i årene 1825 til 1945.

Her kom de fra Tyskland med familie, gæster, jagtselskaber og tjenestefolk på ferier og til de store efterårsjagter. 

Udsigten på væggen

En af de detaljer, som rigtig mange mennesker fryder sig over, er væggen modsat vinduerne i den gamle jagtstue.

De er nemlig udsmykket som et perfekt spejlbillede af den fantastiske udsigt.

Hansen Reistrup har så oven i købet malet et passende antal rådyr på denne ’udsigt’.

På den vis havde alle indbudte gæster på slottet en smuk udsigt til vigen, slotsruinen, Bregnet Kirke og Kaløskovene, hvor de end blev placeret i jagtstuen – og de kunne endda betragte rådyrene springe på engen. 

Kendte bygninger

I Jagtslottet kan man opleve den fine byggestil og udsmykning, som også kendetegner Aarhus Teater.

Radioprogrammet Café Hack blev i øvrigt opkaldt efter teatrets berømte arkitekt Hack Kampmann.

Han og Reistrup står også bag flere andre bygninger i Aarhus som Marselisborg Slot og Statsbiblioteket.

Også på Djursland har Kampmann huseret for eksempel med Glasmuseet i Ebeltoft, Strandhuset ved Kalø Slotsruin, Tinghuset/Biblioteket i Hornslet, Kalø Hovedbygnings midterfløj og meget mere.

Normalt regnes Politigården i København dog for Kampmanns hovedværk.

Den berømte arkitekt blev født i Ebeltoft Præstegård i 1856.