Tag på natdyk i Nationalparken

22-08-2016

Mange dyre- og fiskearter viser sig først efter mørkets frembrud. Nationalpark Mols Bjerge inviterer derfor på snorkeltur med lommelygte

Aktiviteten er også stor under vandoverfladen, når mørket sænker sig over landskabet.

Mange arter fisk og skaldyr kommer nemlig frem fra deres skjul og sætter først da jagten ind efter føde.

En snorkeltur efter mørkets frembrud er derfor en oplagt mulighed for at opleve det lyssky mylder af liv.

I lommelygternes skær

Torsdag aften 1. september fra kl. 21-23 kan man tage på natdyk ved Ebeltoft Færgehavn med en nationalguide.

Her kan de snorkeldykkende deltagere opleve den store aktivitet, som udspiller sig på det lave vand om natten.

Lommelygterne vil synliggøre en forunderlig, smuk verden, man normalt ellers ikke opdager. 

Parvis og mulighed for fangst

Snorkeldykkerne svømmer sammen to og to, og hele dykket foregår på lavt vand. Der er mulighed for at låne dykkerdragt, snorkel, maske og svømmefødder på stedet. Kan man fremvise fisketegn, er der også fiskespyd til udlån.

Det kan blive nødvendigt at vælge en anden strand, hvis vejret ikke arter sig, så tilmelding på www.natur-djursland.dk er en forudsætning.

Børn under 15 år skal være ifølge med en voksen.