Sæt lys på havets forunderlige verden

16-08-2016

Livet under overfladen er værd at sætte spot på. Nationalpark Mols Bjerge inviterer på natdyk med undervandslygte, snorkel og maske

Havoverfalden kan synes nok så rolig, men under vandet er der et rigt liv af både planter og dyr.

Særligt om natten er der stor aktivitet.

En snorkeltur efter mørkets frembrud er derfor en oplagt mulighed for at kigge nærmere på de fisk og andre dyr, man normalt ikke opdager. 

Den smukke stilhed

Tirsdag aften den 23. august fra kl. 21-23.00 er det muligt at tage på natdyk ved Boeslum Strand med en nationalparkguide fra Nationalpark Mols Bjerge.

Her vil gæsterne opleve den store aktivitet, der er på det lave vand om natten.

En smuk og forunderlig verden af stilhed venter i lommelygternes skær.

Parvis og mulighed for fangst

Snorkeldykkerne vil svømme sammen to og to, og hele dykket foregår på lavt vand. Der er mulighed for at låne dykkerdragt, snorkel, maske og svømmefødder på stedet. Kan man fremvise fisketegn, er der også fiskespyd til udlån.

Det kan blive nødvendigt at vælge en anden strand, hvis vejret ikke arter sig, så tilmelding er en forudsætning.

Børn under 15 år skal være ifølge med en voksen.