Kom med på årets sidste guidede tur på Jagtslottet på Kalø

24-11-2016

Årets guidede ture i Karlsladen og på Jagtslottet på Kalø Gods har været populære

636 mennesker har hen over sommeren og efteråret været på en af Nationalparkens ni rundvisninger på Karlsladen og Jagtslottet på Kalø Gods.

Har du ikke oplevet det, er der stadig mulighed.

Årets sidste rundvisning foregår lørdag 26. november kl. 14 – og det er bare at møde op.

På første parket

”Kalø” betegner oprindeligt øen, hvor kronen for over 700 år siden lod Kalø Slot opføre, men i dag også Kalø Gods og dets hovedbygning oppe på bakken ved siden af Rønde By.

Det er netop her oppe på bakken, interesserede har mulighed for at møde op til en gratis rundvisning.

Her kan man høre om bygningerne og det kulturhistoriske landskab.

En tur tilbage i tiden

Turene begynder i Karlsladen, der siden år 2013 har været et besøgscenter.

Her kan man komme på besøg og lære om Kalø i centrets åbningstider dagligt kl. 9 til kl. 21 – hele året rundt med gratis adgang.

Det kan dog være endnu mere spændende at få nogle ord med på vejen, og det sørger den frivillige nationalparkguide for på de guidede ture.

Karlsladen uden søm

Laden er i sig selv meget seværdig.

Den stod nybygget i 1727 i egetræskonstruktioner i tre etager.

Det er en agerumslade, eller en såkaldt kørelade, hvor folkene kunne køre ind i den ene ende, læsse af og fortsætte ud i den anden ende.

Karlsladen er i dag fredet.

Derfor var det en udfordring at lave en udstilling – uden at slå et søm i tømmeret.

Videre til slottet

På vej over til Jagtslottet – på den anden side af Grenåvej – fortæller guiden om godsbygningen, der passeres, og det flotte herregårdslandskab.

Jagtslottet, der huser Nationalparkens sekretariat – blev opført af familien Jenisch, der ejede godset i over hundrede år.

Slottet er en arkitektonisk perle, opført af den lokale og Danmarkskendte arkitekt Hack Kampmann.

Det er Rejstrup Hansen, der ofte arbejde sammen med Hack Kampmann, der har dekoreret slottet med freskoer i hallen og den gamle jagtstue.

Herinde er der til sidst mulighed for at høre nogle af de utrolige historier, der knytter sig til Jagtslottet.