Unge dyster mod hinanden i Nationalpark Adventure Race

19-05-2015

Hvordan får vi de unge ud i naturen?

Det var en af opgaverne på et skoleprojekt på Handelsgymnasium Rønde, der blev gennemført denne vinter i samarbejde med blandt andet Nationalpark Mols Bjerge.

De unge skulle blandt andet komme med forslag til at få unge mennesker ud i Nationalpark Mols Bjerge, og vindergruppen forslog et 24 timers Nationalpark Adventure Race.

Nu har Nationalpark Mols Bjerge taget handsken op. Nationalpark Adventure Race bliver gennemført 21.-22. maj 2015 – til stor glæde for Nationalparken, der med dette nye initiativ har fat i en målgruppe der ellers kan være svær at råbe op.

”Vi vil gerne have unge mennesker ud i naturen, og vi vil gerne slå til, når de selv kommer med gode forslag og ønsker. Glæden ved naturen og friluftslivet udspringer netop af at komme ud og mærke livet derude,” siger formidlingskoordinator Kristian Herget, Nationalpark Mols Bjerge.

Fra Grenaa til Egå

Nationalparkens Adventure Race kræver højt humør og højt energiniveau af deltagerne, der dyster mod hinanden over 24 timer.

Deltagerne er 32 unge, fordelt på otte mixhold, der er fra forskellige ungdomsuddannelser: Rønde Gymnasium, Handelsgymnasium Rønde, Handelsgymnasium Grenaa, Teknisk Gymnasium Grenaa, Egaa Gymnasium og Grenaa Gymnasium.

De starter kl 12 ved Kalø Slotsruin, og så går det ellers løs.

”Foran dem ligger 24 timers udfordrende race og samarbejdsopgaver, overnatning i en såkaldt Dark Zone og mange kilometer i benene. De bliver udfordret på et passende niveau, og vi lover, det bliver en kæmpe oplevelse for dem. Løbet er i hvert fald designet med netop dem som målgruppe,” siger Kristian Herget.

Slutter på Fregatten

Løbet fører de unge rundt i store dele af nationalparklandskabet.

Det slutter 24 timer efter start – og med meget trætte deltagere – i Ebeltoft på Fregatten Jylland med et brag af en udfordring og en mange heppere.

Her er nemlig mange af deres kammerater mødt op for at heppe på deres skole.

Bedømmelse

Under løbet bliver de otte teams bedømt ikke alene på tid, men i lige så høj grad på deres evne til at samarbejde under pres og deres holdspirit.

Vinderen bliver kåret på pladsen foran Fregatten Jylland.  

Det er selvfølgelig ærefuldt – efter den store indsats – når en af skolerne kan tage pokalen hjem, men alle holdene har helt sikkert fået en stor oplevelse.