Store døde træer er guld værd for naturen

04-12-2015

Vi har fået en hjælpende hånd af Gorm og Helga, men vi skal selv gå resten af vejen for at sikre dødt ved i store dimensioner til gavn for naturen

undefined
Tøndersvamp kan godt lide døde og svækkede bøgetræer, der er mindst 70 år gamle. Den enkelte svamp kan blive 10 år gammel.

Stormen Gorm kom rasende forbi – efterfulgt af lidt mildere Helga.

Gorm og Helga efterlod på deres vej store mængder af knækkede, hængende og væltede træer.

Det kan nok friste alle de træmænd, der lige nu starter sæson med kædesav, sved på panden og brændeovn.

Men tøv et øjeblik.

Her kan du måske selv yde et bidrag til vores natur ved at lade store døde og sårede træer stå for at rådne, blive spist, smuldre væk.

Vi skal have råd

I nationalparkens sekretariat anerkender vi, at det er fristende store værdier, vi gerne vil lade ligge for at lade naturen gå sin gang og forvandle træet til råd.

Men det er guld værd for naturen, hvis vi gør det. Det vil medvirke til at hjælpe nogle af vores mest truede arter – det, biologerne kalder biodiversiteten.

Alting er natur – også radisser i køkken haven og rotterne i kloakken. Men den almindelig hverdagsnatur har ikke brug for vores hjælp. Det har til gengæld de særlige og truede arter og levesteder, og faktisk er gammel løvskov hjemsted for 60 procent af Danmarks over 5000 truede arter.

De fleste af disse arter er knyttet til et forsvindende levested. Det er stort dødt ved af bøg, eg, ask og elm. Det er for eksempel insekter som Bøghjort, svampe som den såkaldte Tøndersvamp og fugle som Stor Flagspætte.

Opråb til træmænd

Det er let nok for træmænd at lade lidt kvas ligge, for rummetrene og værdierne ligger jo i de store kævler af hårdt træ. Det er selvfølgelig også derfor dødt ved i store dimensioner er blevet sjælden.

I nationalparken arbejder vi derfor lige nu med et naturprojekt, som vi kalder ”Råd til råd” i anerkendelse af, at det koster penge at lade store døde træer ligge.

Vi har foreløbig en frivillig aftale med en skovejer i den fine gamle Elsegårde Skov, som vi nu har lavet en naturplan for. Vi forhandler også med Syddjurs Kommune om samarbejde i en af de gamle kommunale skove – og for at få ”råd til råd” skyder vi penge i projektet. I begge skove er vi i gang med at registrere skovbundsfloraen, svampe på dødt ved, de hulrugende fugle og mængden af stort dødt ved.

Men lige her og nu – efter Gorm og Helga - kan du også hjælpe biodiversiteten i din egen have, læhegnet eller skoven.

Stort dødt ved er diametre over 20 cm, gerne over 50 cm, og i længder på over 2 m, og specielt gerne bøg, eg, ask og elm.