Nu kan du overnatte i shelter i Tremosegård

09-12-2015

Nationalpark Mols Bjerges nye shelter i Mols Bjerge er bygget ind i resterne af Tremosegård, der ligger i bunden af et smukt dødishul

undefined
Kristian Herget fra Nationalpark Mols Bjerge på sovehylderne på den overdækkede terrasse.

Det er populært at overnatte i primitive shelters på naturskønne pletter i naturen.

Sådan en plet er der i Mols Bjerge, hvor resterne af den gamle Tremosegård ligger i et markant dødishul med vand i bunden og udsigt til svulmende bakkeskråninger med græssende kvæg.

Nationalpark Mols Bjerge har netop med støtte fra Friluftsrådet og i samarbejde med Naturstyrelsen Kronjylland ombygget bygningen, så der nu er shelter-sovepladser. Der er sovepladser inde i selve bygningen, hvorfra der er åbent ud til terrassen, hvor der også er etableret sovepladser under halvtaget.

Der er plads til 10 sovende mennesker, så det er nu den shelterplads i området, hvor der er plads til flest overnattende gæster.

Naturen kalder

Sådanne shelters imødekommer et behov, fortæller friluftskoordinator Kristian Herget, Nationalpark Mols Bjerge.

”Vi mærker tydeligt et behov, at besøgende i området gerne vil på to-tre dages vandreture. Derfor er det vigtigt, at vi også i vores nationalpark har tilbud om primitive sovepladser, der er gode,” siger Kristian Herget.

Der er også lokale borgere, der bruger shelters i området.

”Vi har faktisk en del lokale borgere i og omkring nationalparken, der godt kan lide at overnatte i den frie natur. Det vil vi gerne hjælpe til med i samarbejde med lodsejeren, der er Naturstyrelsen,” siger Kristian Herget.

Shelters på smukke steder kræver dog omtanke.

Toilet og stier

Det nye shelter ligger på en smuk plet i Mols Bjerge, hvor der i forvejen kommer mange mennesker.

Stedet er oplagt til frokost i det grønne med læ for vejr og vind og plads til mange mennesker ved de opstillede borde-/bænkesæt.

Der er også etableret toiletfaciliteter med en handikap-rampe.

”Vi har bygget en lille toiletbygning med et primitivt toilet. Det er meget diskret. Vi har i det hele taget gjort os umage med at lave løsninger, der ikke skæmmer naturen, og vi synes, det er lykkedes,” siger Kristian Herget.

Tremosegård er bestemt et besøg værd – med og uden overnatning.

Ud over den idylliske plet er der flere gode vandremuligheder i området.

Flere shelters

Der er flere shelters på vej.

Inden for det kommende år vil nationalparken også lade shelters opføre i området ved Rønde Frie Skovbørnehave på Kalø Gods og meget tæt på fugletårnet ved Stubbe Sø.