Hør om ny forskning på guidet tur i Agri

28-07-2015

Nationalpark Mols Bjerge bringer ny viden i spil på en gratis guidet vandretur ved Agri, hvor deltagerne følger i fodsporene på forandringer for mennesker og natur fra istiden til i dag

undefined

Det er noget værre rod – eller er det?

Over alt i Danmark har natur, land, by og mennesker forandret sig og flyttet rundt gennem årtusinderne.

Det er der gode grunde til – også lokalt omkring Agri.

Onsdag 5. august kan alle interesserede få syn for sagen på en gratis natur- og fortælletur i Nationalpark Mols Bjerge.

Her går geolog Bent Odgaard, Geoscience, Aarhus Universitet, og biolog Jens Reddersen, Nationalpark Mols Bjerge, en tur rundt ved Agri og fortæller om de mange spor af natur og mennesker, og de store forandringer, som er sket her.

Agri gennem årtusinder

Jernalder ved den åbne udgravning. Hvad Agri Sø gemte? Stendysser og gravhøje. Det er nogle af de emner, de to forskere kommer ind på.

Turen og historierne starter ved den jernalderboplads, som Museum Østjylland for tiden udgraver, og som måske er den tidligere Agri By.

Hvad er der fundet her?

Og hvorfor er landsbyen først senere flyttet op til søen?

Det er nogle af de spørgsmål, som Bent Odgaard og Jens Reddersen vil forsøge at besvare med udgangspunkt i helt ny forskning og de udgravninger, der netop er i gang.

Boringer i Agri Sø

Spritnye undersøgelser fra Geoscience, Aarhus Universitet, giver nemlig en del af svaret.

Her er et forskningsprojekt om Mols Bjerges vegetationshistorie, belyst med borekerner og pollenanalyse i Agri Sø, netop blevet færdig.

Projektet er udført af Bent Odgaard, Aarhus Universitet, med betydelig støtte fra Nationalpark Mols Bjerge.

Derfor kan netop Bent Odgaard i dag helt præcist fortælle, at Agri Sø først er dannet overraskende sent, dvs. ca. år 1000 eller omkring slutningen af vikingetiden.

Her er Agri-lavningen blevet ”vandtæt” og dermed til en sø, på grund af et større skred af ler, der er udløst af øget agerbrug på lerbakkerne omkring Agri.

Dannelsen af en sø med lokalt kildevand har været for fristende for beboerne i det tørre Mols Bjerge, hvor grundvandet ellers ligger 20-40 meter under overfladen.

Pollen og dysser

På turen kan deltagerne også høre om sømudderets indhold af plante-pollen op igennem de seneste 1000 år, lag for lag, og hvad det fortæller om skovens nedtur i middelalder og genkomst med 1800-tallets plantager.

Men også om afgrøder og græsningsdrift i Mols Bjerge og sjældne planter, og om brugen af Agri Sø til fremstilling af hampereb og hørklæde.

Hertil kommer Agri-områdets andre kultur-og naturspor som for eksempel de mange 5.500 år gamle stendysser (fra ældre bondestenalder), der netop nu står flot ryddede, fordi nationalparkens nye frivillige laver naturpleje på stendysser.

Der bliver også tid til et kig til områdets mange bronzealderhøje (ca. 3.500 år gamle).

Alt sammen spor af menneskers foretagsomme og slidsomme omgang med og forandringer af naturen og sig selv. En stor mundfuld i et lille område.