Værsgo, flot nyrenoveret indgang til Mols Bjerge

10-12-2014
Billedet er taget fra terrænet oven for parkeringspladsen med Femmøller Efterskole i baggrunden.

Der er mange veje til Rom, siges det. Det er såmænd også tilfældet med Mols Bjerge, omend det i dag ikke forekommer lige oplagt at benytte alle de veje og stier, der går ind i de flotte bjerge i hjertet af Nationalparken.

Den ældste og mest kendte vandrerute, "Den Italienske Sti", kan besøgende nå frem til via sti fra parkeringspladsen over for Femmøller Efterskole i Femmøller By.


Der er to stier fra parkeringspladsen: En uhyre stejl sti, der for de fleste helt sikkert er en vejrtrækningsmæssig udfordring, og Naturstyrelsens gulplet-rute, der har et mindre stejlt stiforløb.


Men i dag er parkeringspladsen trist at se på, og for besøgende, der ikke kender egnen, er det ikke umiddelbart til at få øje på, at der er gode vandremuligheder herfra.


Derfor har nationalparkbestyrelsen nu truffet beslutning om sammen med lodsejer, som er Femmøller Efterskole, og Syddjurs Kommune at give den velplacerede parkeringsplads en grundig overhaling.

Arbejdet med at forskønne og opgradere parkeringspladsen går nu i gang. Det er tanken at markere p-pladsen som busholdeplads, så besøgende kan ankomme med bus. Selve pladsen får et nyt lag grus. Sten skal kante den afrettede plads, der også får to øer med flisebelægning til Nationalparkens borde- og bænkesæt. Det er også planen at forbedre skiltningen og opsætte en infotavle, hvorpå besøgende kan orientere sig om stinettet i Mols Bjerge.

Forbedring af trafikale forhold

Nationalparkbestyrelsen har gode grunde til at opgradere netop denne parkeringsplads over for Femmøller Efterskole.

Helt tilbage fra etableringen af Nationalpark Mols Bjerge har det været et ønske at optimere de muligheder, som besøgende har for at stille bilen i randen af Mols Bjerge og begive sig ind i området til fods, på cykel eller til hest.

Det er et ønske hos nationalparkbestyrelsen, at flere mennesker fremover vil benytte netop parkeringspladsen over for Femmøller Efterskole, når de skal på udflugt i bjergene.