Se udstilling fra Nationalparkernes Fotokonkurrence på Besøgscenter Øvre Strandkær

23-09-2014

På Besøgscenter Øvre Strandkær hænger der nu en udstilling af de bedste og mest kreative fotos i Nationalparkernes Fotokonkurrence

Jernhatten står rank som et isoleret bakkeparti på blå kystlinje i Nationalpark Mols Bjerge, og en vandretur højt op til udsigtspunktet på toppen går ad smalle stier forbi krogede træer – i en fascinerende stemning af troldeskov.

Denne magiske stemning er i år indfanget med kamera af Gwen Fox, der med netop det billede blev en af vinderne i Nationalparkernes Fotokonkurrence.

Den konkurrence bragte i foråret flere tusinde mennesker ud i de danske nationalparker på jagt efter det bedste og mest kreative billede i syv kategorier.

Vinderbillederne er nu blevet samlet til en udstilling, der hænger i hver af de tre nationalparker.

I Nationalpark Mols Bjerge hænger billederne frem til 10. oktober i Naturstyrelsens "Besøgscenter Øvre Strandkær", Strandkærvej 7, 8400 Ebeltoft.

En udstoppet ræv

Der er gratis adgang til udstillingen i Besøgscenter Øvre Strandkær, der er åben hver dag kl. 9-21.

Et besøg her giver – ud over en dejlig vandretur i Mols Bjerge - også mulighed for at se den faste udstilling med fokus på natur- og kultur i Nationalpark Mols bjerge.

Hertil kommer en oplevelsesstation, kaldet "På Sporet af Nationalparken". Her får familien opgaver og grej til at tage på opdagelse på egen hånd som natur-detektiver.

Jury og kategorier

Juryen i Nationalparkernes Fotokonkurrence er stjernefotograf Tine Harden – to gange kåret som "Årets Fotograf" - og to lokale jurymedlemmer i hver af nationalparkerne.

I Nationalpark Mols Bjerge var de lokale dommere den tv-kendte Morten DD fra Molslaboratoriet i Mols Bjerge og Nete Thomsen fra Nationalpark Mols Bjerge.

Der er syv kategorier i konkurrencen er

• Fred og velbehag

• Vand / svøm

• Luft / flyv

• Mennesket

• Tæt på og landskabet

• Fri kategori

• Nationalparkdagen

Ud over vindere i disse kategorier kårer juryen i hver nationalpark "juryens specialpris" og en publikumspris blandt alle de deltagende billeder.