Herregården satte sine aftryk i landskabet

11-07-2014

En af Poul Erik Bærentzens guidede onsdagsaftenture i Nationalpark Mols Bjerge går ind i det kulturskabte herregårdslandskab og forbi Jagtslottet på Kalø

Da 2. verdenskrig var ovre, opgjorde den danske stat sin krigsskadeerstatning. Herefter blev alt tysk gods uden videre konfiskeret af den danske stat.

Således kom også Jagtslottet på Kalø, der dengang tilhørte den holstenske slægt von Jenisch, igen på danske hænder på trods af den holstenske slægts popularitet hos egnens befolkning.

Jagtslottet ligger på ruten, når Poul Erik Bærentzen tager alle interesserede med på en gratis guidet vandretur 23. juli kl. 18.30 til 20.30.

Her tager han ud i herregårdslandskabet og deler ud af sin store viden om, hvordan herregården har sat sit aftryk på omgivelserne.

Populær turleder

Poul Erik Bærentzen er en af Nationalpark Mols Bjerges lokale ildsjæle.

Han tager utrætteligt mennesker med sig på guidede ture i området.

På disse ture deler han ud af sin viden om landskab, natur og kulturhistorie, og hans er uhyre stor.

68-årige Poul Erik Bærentzen har nemlig boet på Mols siden 1971.

Han har været lærer på Molsskolen i Knebel og har undervist bl.a. i geografi, biologi og historie. Her tog han ofte sine elever med ud i virkeligheden for at undervise dem.