Er vi ude på overdrevet?

11-07-2014

Poul Erik Bærentzen tilbyder en gratis guidet vandretur i Nationalpark Mols Bjerge. Da fortæller han om nogle af de ting, der ikke længere er at se i Mols Bjerge

Det er ikke alting, der er lige til at forklare. Hvorfor hedder det for eksempel en bavnehøj, når der ikke er noget bål på højen? Og hvad med en plantage uden træer? Vi er da helt ude på overdrevet, eller hvad?

På en gratis guidet vandretur tager turleder Poul Erik Bærentzen fat om nogle af de spørgsmål, som mange mennesker helt naturligt stiller sig selv på vandreture i Mols Bjerge.

Hvad er forklaringen på de underlige stednavne som for eksempel Århus Plantage, hvor der ikke er træer. Og bliver vi nu nødt til at ændre vores stednavne med historiens gang?

Populær turleder

Poul Erik Bærentzen er en af Nationalpark Mols Bjerges lokale ildsjæle.

Han tager utrætteligt mennesker med sig på guidede ture i området.

På disse ture deler han ud af sin viden om landskab, natur og kulturhistorie, og hans er uhyre stor.

68-årige Poul Erik Bærentzen har nemlig boet på Mols siden 1971.

Han har været lærer på Molsskolen i Knebel og har undervist bl.a. i geografi, biologi og historie. Her tog han ofte sine elever med ud i virkeligheden for at undervise dem.