Det årlige tema på Europarc 2014 var ”Understanding the Value of Nature”

10-10-2014

Nationalpark Mols Bjerge fik inspiration og gode ideer med hjem fra konferencen Europarc 2014

Det var i år fjerde gang, Nationalpark Mols Bjerge deltog i den årlige konference Europarc 2014.

Den fandt sted fra 28. september til onsdag den 1. oktober i Killarney, Irland, hvorfra bestyrelsesformand Erling Post, sekretariatsleder Mika Leth Pedersen, bestyrelsesmedlem Eva Kullberg og formidlingskoordinator Kristian Herget kom hjem med en bagage af gode oplevelser, en stak visitkort med nye forbindelser og masser af inspiration.

Kristian Herget, der var med på turen, og som til daglig arbejder med friluftsliv i Nationalpark Mols Bjerge, var tilfreds med sit udbytte af konferencen.

Junior rangere

”Det var en rigtig interessant tur med et godt fagligt input. Temaet var i år ”Understanding the Value of Nature”. Det handler om, hvilken værdi naturen har. Det kan for eksempel være i forhold til folkesundheden og turismen, men også meget andet," fortæller han.

Helt konkret fandt Kristian Herget ny inspiration til at inddrage de unge. 

”Jeg synes, at Europarc har et meget spændende koncept med junior rangere, der handler om at få de unge ud i naturen og lære om den. Jeg har fået etableret nogle gode kontakter netop med henblik på et samarbejde om eventuelt at starte sådan et korps af junior rangere op her,” fortæller han.

365 medlemmer

Nationalparken er medlem af Europarc Federation.

Det er en sammenslutning med p.t. 365 medlemmer fra 36 lande, der repræsenterer beskyttede naturområder i Europa – eller sagt med andre ord: Europas absolutte naturperler.

I forbindelse med den årlige konference var der som sædvanlig en generalforsamling.

Her blev der i år valgt ny præsident. Det blev belgiske Ignace Schops, der har mere end tyve års erfaring med at arbejde med beskyttet natur.

Han er blandt andet direktør for NGO Regionaal Landschap Kempen en Maasland (RLKM), medlem af EU chapter of Club of Rome and vicepræsident for den største naturbeskyttelsesorganisation i Flandern, Natuupunt. 

Ignace Schops afløser svenske Thomas Hansson, der var præsident i sidste periode (2011 - 2014).